Arkiver

Æble/pære-marmelade

image    image

Jeg var så heldig at få nogle lækre æbler af en sød elev i min 1. klasse, så de er, sammen med nogle pærer, blevet forvandlet til æble/pære-marmelade. Jeg har tilsat lidt frisk ingefær til marmeladen, så den ikke er så sød. Den smager selvfølgelig dejligt på brød men er også lækker på toppen af morgengrød eller skyr. Der blev 2 glas marmelade af denne opskrift (+ lidt ekstra).

Ca. 2 glas æble/pære-marmelade:

1/2 kg æbler

1/2 kg pærer

450 g sukker

image1 tsk. friskrevet ingefær

1 tsk. flydende konserveringsmiddel

Skræl og udkern æbler og pærer og skær dem i grove tern. Kog frugten med sukker og ingefær i en gryde med låg i ca. 20 min. Tag låget af og kog videre ca. 15 min til ønsket konsistens -brug evt en stavblender let til sidst. Tag gryden af varmen og tilsæt konserveringsmiddel. Hæld marmeladen på skoldede glas og sæt straks låg på.

Morgengrød med rabarberkompot og skyr

image

Grød til morgenmad er bare en rigtig dejlig start på dagen. Denne opskrift smager næsten som en lækker dessert lige fra morgenstunden – uden at være for sød på grund af syren fra rabarberne. Nyd den med en god kop the.

1 portion:

Rabarberkompot:

50 g rabarber

20 g sukker

 

Grød:

1 dl havregryn

2 dl vand

1 nip salt

 

Tilbehør:

2 tsk. ristede, hakkede mandler

1 spsk skyr

 

Bland rabarber og sukker i en lille ildfast skål og sæt den i ovnen ved 200 gr. i 20 min. Lad rabarberkompotten køle af (lav den evt. dagen før, så er den klar til næste morgen). Jeg foretrækker at kompotten er forholdsvis syrlig, men tilsæt mere sukker, hvis den skal være sødere.

Kog havregryn, vand og salt til den ønskede konsistens. Server med skyr, rabarberkompot og mandler på toppen.

Tip: Lav en stor portion rabarberkompot så der er nok til flere dage – eller flere portioner.

 

image

 

Blommemarmelade

image

Det er så nemt at lave marmelade, og det tager kun et øjeblik. Det er lækkert at servere sin egen hjemmelavede marmelade, og det er også en god lille værtindegave.

 Ca. 2 små glas

500 g blommer

1/4 dl. vand

1/2  vaniljestang

200 g sukker

ca. 1 tsk. melatin

Udsten blommerne og skær dem i mindre stykker. Bland vaniljekornene med lidt af sukkeret. Læg blommerne i en gryde med 1/4 dl. vand og kog blommerne med vaniljestang, vaniljesukker og sukker. Sukkermængden afhænger af, hvorvidt du ønsker en syrlig eller sød marmelade, så prøv dig frem og tilsæt mere sukker, hvis du ønsker det. Lad marmeladen koge i ca. 10 min. Blend den evt. lidt med en stavblender, hvis du ønsker en mere fin marmelade. Til slut tilsættes  melatin rørt med lidt sukker og marmeladen koger yderligere et par minutter.

Hældes på skoldede glas (evt. skyllet i Atamon), som lukkes med det samme.

Tip: Der kan evt. tilsættes lidt revet ingefær til marmeladen under kogningen.