I weekenden havde jeg gæster til morgenmad både lørdag og søndag, og vi spiste bl.a. disse æble/kanelsnegle. Æblet giver sneglene et lille efterårstwist.
Ca. 12 kanelsnegle:
Dej:
50 g smør
2,5 dl mælk
25 g gær
2 spsk. sukker
1 nip salt
1 tsk. kardemomme
400 g hvedemel
Fyld:
75 g smør
1 dl sukker
1 spsk. kanel
1 stort syrligt æble
Varm mælk og smør i en gryde til smøret er smeltet. Kom det i en skål og lad det herefter køle af til det er lunkent og opløs så gæren heri. Tilsæt sukker, salt og kardemomme. Bland mel i dejen, lidt af gangen. Ælt dejen smidig og sæt den til hævning i ca. 45 min. Pisk imens smør og kanel sammen til fyldet og riv æblet.
Efter hævningen rulles dejen ud i en firkant på ca. 20*30 cm. Smør fyldet ud på dejen og fordel det revne æble herover og rul dejen sammen. Skær ca. 12 snegle. Tryk dem let flade og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve 30-45 min.
Bag dem ved 200 grader varmluft i 8-10 min. Når sneglene er kølet lidt af kan de evt. pyntes med hvid glasur.