Tag Archive | jordbær

Cremet mangosmoothie med ingefær

image

 

Jeg har tilbragt en del af min sommerferie på Cuba, og der drak vi ofte friskpresset, cremet mangojuice om morgenen og spiste oceaner af frisk mango. Så siden jeg kom hjem, har jeg haft lyst til mango, og derfor blev morgenens smoothie til denne friske mangosmoothie.

1 smoothie:

1 håndfuld moden mango i tern

1 håndfuld frosne jordbær

1 dl ananasjuice

1/2 tsk. friskrevet ingefær

 

Blend alle ingredienserne i en blender og nyd straks!

Reklamer

Aspargessalat med jordbær

image

uhmmm, det er tid til grønne asparges og forårslækre salater. Denne salat smager af forår og sommer, og den er desuden en god kombination af det sprøde, det søde og det knasende.

Tilbehør til 4 personer:

1 bundt grønne asparges

1 bakke jordbær

12 cherrytomater

1 håndfuld sojaristede mandler (opskrift her)

1 spsk. olie til stegning + salt og peber

Knæk den nederste del af aspargesene og skær dem i mindre stykker. Steg dem i olie på en pande og drys med salt og peber. De skal steges nogle få minutter, så de stadig er sprøde og har et knæk. Skær jordbærene i små stykker og skær tomaterne i skiver. Bland hele molevitten og drys med de ristede mandler.

Marmelade af den hjemmelavede slags

image

Det er tid for hjemmelavet marmelade af frugter fra haven. Her på bloggen er der nogle forskellige opskrifter – både på marmelade med efterårets frugter og andet. Prøv fx denne blommemarmelade eller denne æble/pære-marmelade. Hvis du har frosne sommerbær i fryseren eller tørrede abrikoser i skuffen, så prøv også abrikosmarmelade eller denne jordbærmarmelade med lakrids.

Weekenden byder angiveligt på regn! Så det er jo oplagt med hjemmebagte boller og hjemmesyltet marmelade:-)

Iskold kirsebærsmoothie

 

image

Som de fleste andre nyder jeg sommervarmen i øjeblikket med kølende læskedrikke. Man kan jo lige så godt benytte sig af sommerens lækre søde og sunde fristelser – her her jeg brugt kirsebær og jordbær. Smoothien minder mig lidt om en god italiensk amarena is, mums!

1 smoothie:

1/2 frossen banan

1 lille håndfuld kirsebær

1 lille håndfuld jordbær

1,5 dl mælk

1/2 tsk vanilkesukker

Blend alle ingredienserne sammen og nyd kirsebærsmoothien straks.

Jordbær med chokolade

image

 

For nylig indviede jeg min nye, skønne kaffemaskine med en god veninde ❤️.  Sammen med en god café latte spiste vi disse jordbær med chokolade. Her er lidt inspiration til hvordan man kan variere smagen på sommerklassikeren jordbær med chokolade.

  • Hvid chokolade med lakridspulver
  • Hvid chokolade med frysetørrede hindbær
  • Mørk chokolade med ristede, hakkede hasselnødder
  • Mørk chokolade ned hakkede, usaltede pistacienødder
  • Mørk chokolade med kokosmel
  • osv. osv. osv.

Velbekomme!

Mandelkage med rabarbercreme og bær

image

I weekenden bagte jeg denne sommerkage til et par veninder. Opskriften på selve mandelbunden er fra den skønne bog “Kager der smager”, og så har jeg tilføjet min egen topping, som jeg lige synes passede så fint til årstiden.

image

Mandelkage med rabarbercreme og bær

Mandelbund:

200 g mandler

3 æg

200 g sukker

Blend mandlerne til mel i en blender. Pisk sukker og æg sammen til det har en cremet konsistens. Pisk dernæst mandelmelet i dejen. Fordel dejen i en springform og bag dem ved 175 grader varmluft i ca. 30-40 min. (tjek med en gaffel om den er gennembagt). Lad bunden køle helt af inden fyldet kommes på.

 

Topping:

120 g sukker

300 g rabarber, skåret i stykker à ca. 1 cm

1 tsk. vaniljesukker

 

1-2 spsk. koncentreret hyldeblomst

1,5 dl piskefløde

Friske jordbær

Evt. mynteblade og sukkerblomster

 

Bland sukker, vaniljesukker og rabarber og bag det til en rabarberkompot i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 25 min. Lad det køle helt af!

Pisk fløden til skum og bland den med den kolde rabarberkompot. Fordel hyldeblomstsaften over den afkølede mandelbund. Fordel herefter rabarbercremen over bunden og pynt med bær og evt. mynte og sukkerblomster. Lad gerne kagen trække lidt i køleskabet før servering.

 

 

 

Jordbærmarmelade med lakrids

image

Man kan jo næsten ikke finde en opskrift i magasiner eller på nettet i øjeblikket, som ikke indeholder lakrids:-) Det kan godt tage lidt overhånd, men alligevel synes jeg, det kan være rigtig lækkert med måde. Denne marmelade har en sød smag af jordbær og en fin eftersmag af lakrids. Ønskes en mere gennemtrængende smag af lakrids tilsættes lidt mere lakridspulver end angivet i opskriften.

Se også disse opskrifter med lakrids: Blåbærsmoothie med et strejf af lakrids og citronkage med lakrids- og pistacietop samt søde rosiner med lakrids

2 mellemstore glas marmelade

500 g jordbær

250 g sukker

1/2 lime, saften heraf

1,5 tsk. lakridspulver

1 tsk. melatin + 2 spsk. sukker

1/2 tsk. Atamon

Kog jordbærene ca. 10 min ved svag varme. Bland lakridspulveret med lidt sukker og tilsæt lakrids, sukker og limesaft til jordbærene og lad marmeladen koge ca. 15 min. Blend den let med en stavblender (der skal stadig være bærstykker i marmeladen). Tilsæt melatin blandet med sukker og kog yderligere et par minutter. Skum marmeladen af og tag den af varmen. Tilsæt Atamon når temperaturen er under kogepunktet. Hæld på skoldede glas.