Tag Archive | tun

Granatsalat med tun

image

Forleden serverede jeg denne frokostsalat for en god veninde. Den er sund, nem at lave og mættende. Jeg synes granatæbler er så fine at bruge i salater, og de bidrager med en skøn syrlighed.

Frokost til 2 personer:

1 lille romainesalat

1/3 agurk

1/2 granatæble (kernerne herfra)

2 klementiner

1 skive rugbrød + olie og groft salt

1 spsk. rosiner

2 æg

1 dåse god tun

1 spsk. friskhakket persille

1 spsk. olie og 1 spsk. citronsaft samt salt og peber til dressing

image

Tænd ovnen på 200 gr. Skær rugbrødsskiven i tern og vend dem i olie samt salt og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Rist rugbrødsternene i ovnen i ca. 10-15 min til de er sprøde. Kog æggene til de er hårdkogte, ca. 10 min, og skær dem i både.  Flæk agurken på langs, skrab kernerne ud med en teske og skær agurken i skiver. Skræl klementinerne, del dem på midten og skær dem i tynde skiver.  Læg salatbladene på et fad og fordel agurkeskiver, klementiner, granatæblekerne, rosiner, rugbrødstern og æg over salatbladene. Rør olie og citronsaft sammen med salt og peber og fordel dressingen over salaten og drys med persille. Server med tun.

Fish & chips (på den sunde måde)

imageimage

Her er et bud på fish og chips på en sund måde i form af tunfrikadeller og bagte rodfrugter. Perfekt mad til en søndag aften. I mangel på remoulade eller relish har jeg blot rørt en enkel dip sammen.

Tunfrikadeller (2 personer):

1 dåse tun i vand (jeg foretrækker en god tun, fx fra Glyngøre)

1 revet løg

1/2 tsk. groft salt

peber

1 æg

2 spsk. fromage frais eller skyr

3 spsk. havregryn

Olie til stegning

Findel tunen og bland de øvrige ingredienser i. Lad fiskefarsen trække en halv times tid i køleskabet. Form til små frikadeller og steg i olie på en pande.

Ovnbagte rodfrugter:

En blanding af rodfrugter – jeg har brugt pastinakker, selleri, rødbeder og gulerødder.
En smule olie
Havsalt

Skræl og skær rodfrugterne i pommes frites-lignende størrelse. Kom dem i en frysepose og bland dem god med olie. Fordel dem på en bageplade med bagepapir og drys med havsalt.

Bag dem i ovnen ca. 1 time ved 200 gr. (hold øje med dem undervejs, for bagetid afhænger af tykkelsen)

Dip:

Fromage frais eller skyr

Lidt presset hvidløg

Salt og peber

Lidt citronsaft

Bland ovenstående og sæt på køl ind til servering.