Tag Archive | suppe

Lunende linsesuppe med sprøde grisini

image

I øjeblikket mødes man af en isvind og temperaturer langt under frysepunktet, så snart man træder ud af hoveddøren. Jeg synes derfor, det må være på sin plads med en lunende suppe til aftensmaden. Der findes så mange lækre opskrifter på suppe! I dag bliver det denne linsesuppe med hjemmebagte, sprøde grisini.

Suppe og grisini til 4 personer:

Grisini:

1/4 pakke gær

1,5 dl lunken vand

1 spsk. olivenolie

1 tsk. honning

60 g fuldkornsmel

150 g hvedemel

Havsalt til pynt

Rør gæren ud i vandet og tilsæt honning og olivenolie. Tilsæt herefter mel og ælt grundigt. Lad dejen hæve en halv times tid mens suppen laves. Efter hævningen tændes ovnen på 175 gr. varmluft. Del dejen i 12 stykker, som trilles til tynde grisini – ca. 25 cm lange. Læg dem på et bageplade og pensl med lunken vand og drys med havsalt. Bag dem i ovnen ca. 20 min til de er gyldne og sprøde – hold øje undervejs.

image

Linsesuppe:

1 spsk. olie

2 mellemstore løg

3 fed hvidløg

1 gulerod

1 persillerod

1 stor dåse tomatpure (140 g)

2 dåser hakkede tomater

2,5 dl røde linser

1 l grøntsagsbouillon

1 dl sød chilisauce (kan udelades og der kan i stedet tilsætte lidt oregano eller basilikum som i en mere traditionel tomatsuppe)

1 tsk. salt

4 spsk. cremefraiche

4 tsk. hakket persille

Hak løg og hvidløg og svits det i olien. Skræl og riv persilleroden og guleroden og svits dem med løgene. Tilsæt tomatpure samt hakkede tomater og blend suppen let i gryden med en stavblender. Tilsæt chilisauce, bouillon, linser og salt og lad suppen koge 15-20 min – til linserne er møre.  Server suppen med cremefraiche og hakket persille.

Reklamer

Hot suppe med rodfrugter

image

Nu er det efterår og tid til suppe! Dette er min absolut favoritsuppe, og jeg har lavet den virkelig mange gange. Man føler sig dejlig sund og varm, når man har spist den. Tilbehøret kan varieres i det uendelige efter smag og behag. Jeg har valgt rugbrødscroutoner, mandler og græskarkerner i denne opskrift, men suppen er også lækker med tilbehør som kylling eller rejer.

Til fire personer

Suppeingredienser:

1-2 spsk. rød karrypasta

1 spsk. olie

1 stort, hakket løg

1 spsk. revet ingefær

1 udkernet, skrællet æble i tern

750 g. gulerødder, persillerødder og pastinakker

1 liter grøntsagsbouillon

salt og peber

Rugbrødscroutoner og tilbehør:

2 skiver rugbrød skåret i tern

olie

groft salt

oregano

3-4 spsk. mandler og græskarkerner

Svits karrypastaen i olien og tilsæt herefter løg, ingefær og æble og rist yderligere et par minutter. Tilsæt herefter rodfrugterne og svits dem et øjeblik inden bouillonen hældes ved. Kog retten  til alt er mørt, og blend med en stavblender direkte i gryden. Smag suppen til.

Imens suppen koger:

Tænd ovnen på 200 gr. Vend rugbrødsternene i olie samt salt og oregano efter smag og fordel dem herefter på en bageplade med bagepapir. Gør også plads til mandler og græskarkerner på bagepapiret. Rist det hele i ovnen i ca. 10-15 minutter – hold øje undervejs.

Server suppen rygende varm med rugbrødscroutoner, mandler og græskarkerner på toppen.