Jeg er vild med tærter. En af grundene til dette er, at de kan fyldes med al godt fra køleskabet, når blot man har en grundopskrift på tærtebund og æggemasse.
For nylig blev det til denne tærte, som blev nydt i aftensolen på alten med en sprød grøn salat og nybagt brød.
1 tærte
Tærtedej:
1 dl fuldkornsmel
2 dl hvedemel
1/2 tsk groft salt
3 spsk. vand
70 g blødt smør
Fyld:
4 mellemstore kogte kartofler
6-7 grønne asparges
150 g bacon i tern
1 dl fetatern
3 æg
1/4 l creme fraiche
1 spsk. frisk timian, hakket
salt og peber
Saml ingredienserne til tærtedejen, det gøres nemmest med fingrene. Tryk herefter tærtedejen direkte ud i formen. Det er ikke nødvendigt at smøre formen.
Rist baconternene i ovnen eller på panden. Skær kartoflerne i grove tern. Knæk den nederste del af aspargesene (den nederste seje del skal ikke bruges), og skær dem i mindre stykker. Fordel kartofler, asparges og bacon oven på tærtebunden. Rør æg og creme fraiche sammen med timian, salt og peber og fordel æggemassen over fyldet. Kom fetatern på toppen af tærten og top evt. med lidt ekstra frisk timian. Bag tærten i ovnen ved 175 grader varmluft i ca. 30 min.