Tag Archive | chokolade

Is-sandwich

img_3873

I går bød aftenen på et dejligt besøg, hjemmebagte fredagspizzaer efterfulgt af is-sandwich til dessert. Her kommer en opskrift på skønne is-sandwich med chokoladecookies og vanilleis.

 

16 chokoladecookies:

100 g blødt smør

100 g sukker

60 g brun farin

1 æg

1 dl kakao

80 g mel

1/2 tsk salt

1 tsk. vaniljesukker

1 tsk. bagepulver

100 g hakket mørk chokolade

 

Vaniljeis

 

Rør smør og sukker sammen i en skål. Tilsæt farin og æg. Bland kakao, mel, vaniljesukker, salt og bagepulver i en anden skål og vend det i æggemassen – drys det evt. gennem en sigte. Tilsæt den hakkede chokolade. Brug to spiseskeer til at forme 16 cookies på 2 bageplader med bagepapir. Tryk dem lidt flade. Bag kagerne ved 200 grader i 8-10 min. Lad dem køle af på en bagerist.

Når de nybagte cookies er afkølede lægges de sammen om et par skefulde vanilleis og lægges i fryseren ind til de skal spises.

 

Cookies med karamel, chokolade og pekannødder

image

Weekenden har budt på et dejligt familiebesøg, så i går eftermiddags nød vi disse cookies. Inspirationen kommer fra Canada, hvor vi i sommerferien spiste lækre, store cookies med chokolade, karamel og pekannødder, så dem måtte jeg prøve at genskabe!

Cookies, ca. 14 stk:

80 g smør

100 g sukker

1/2 tsk groft salt

50 g brun farin

1 æg

150 g hvedemel

1 tsk vaniljesukker

1 tsk bagepulver

100 g mørk chokolade

50 g karameller (fudge)

50 g pekannødder

 

image

 

Hak chokolade, karameller og pecannødder i mindre stykker. Rør smør, sukker og salt sammen og tilsæt farin og æg. Bland mel, vaniljesukker og bagepulver og vend det i dejen. Tilsæt den hakkede chokolade. Sæt dejen i 12-14 toppe på 2 bageplader med bagepapir. Tryk dem let flade. Bag dem ved 200 grader varmluft i ca. 8 minutter. Lad dem køle af på en bagerist.

 

Jødekager forklædt som Rudolf

image

Jeg har været så heldig at få tilsendt en masse skønne julekager fra Karen Volf. I dag forvandlede jeg med god inspiration fra Pinterest nogle jødekager til små søde udgaver af Rudolf. Nogle gange må det gerne være lidt nemt, og når kagerne er købt i stedet for hjemmebagt, er det lidt hurtigere lige at pynte dem fint. Man kan selvfølgelige også selv bage en portion småkager.

30 Rudolfkager:

30 jødekager

50 g mørk chokolade

30 røde chokoladeknapper

 

Smelt chokoladen over vandbad. Kom den smeltede chokolade i en sprøjtepose og klip et meget lille hul. Pynt kagerne med gevir og øjne og sæt chokoladeknappen fast med smeltet chokolade.

Muffins med chunky chokoladestykker

image

De her muffins har fulgt mig hele livet! Jeg har spist dem masser af gange som barn, og sidenhen har jeg selv bagt dem utallige gange og endda delt ud af opskriften her og der. Nu kommer den endelig også på bloggen. Opskriften ser ikke nødvendigvis ud af noget særligt, men der er altså noget særligt godt ved disse muffins!

Muffins, ca. 10 stk.

125 g blødt smør

200 g sukker

125 g mel

3 æg

100 g mørk chokolade, hakket i grove stykker

Pisk sukker og smør. Tilsæt et æg ad gangen og herefter mel. Vend chokoladestykkerne i dejen. Fordel dejen i muffinsforme og bag kagerne 15-20 min ved 175 gr. varmluft.

Græskarkage med appelsinglasur og hvid chokolade

image

Forleden kom min søster forbi i mit nye hjem for at spise kage. I anledningen af efteråret blev det en græskarkage.

1 græskarkage (en sandkageform/lille rugbrødsform)

2 æg

2 dl sukker

3 dl fintrevet hokaidogræskar uden skræl og kerner

1 dl olie

1/4 tsk salt

1/4 tsk vaniljesukker

1/4 tsk kardemomme

1/2 tsk kanel

1 1/2 tsk bagepulver

2 dl mel

 

Topping:

ca. 2 dl flormelis

frisk appelsinsaft

50 g hvid chokolade

 

Pisk æg og sukker grundigt sammen. Bland de øvrige ingredienser i og hæld dejen i en sandkageform med bagepapir. Bag kagen ved 175 grader varmluft i 35-40 min.

Bland formelis og appelsinsaft til glasuren får en passende konsistens, gerne forholdsvis tyk. Riv chokoladen i spåner, ved at presse den skarpe side af en kniv vandret hen over chokoladen, så der dannes fine spåner.

Når kagen er kølet af fordeles glasuren over kagen, og der pyntes med hvide chokoladespåner. Kagen holder sig flere dage i køleskabet.

Tip: En dobbeltportion passer til en lille bradepande/ildfast fad.

 

Chokoladekage med creme og blåbær

image

Hip hip hurraaaaa, i dag fylder Madfryd 2 år! Det skal fejres med en opskrift på denne kage. Tak fordi I læser med!

Chokoladekage med creme og blåbær:

150 g smør

3 æg

350 g sukker

100 g mel

75 g kakao

2 tsk. vaniljesukker

1/4 tsk. salt

 

Creme:

1 1/2 dl piskefløde

1 spsk. flormelis

2 tsk. vaniljesukker

1 1/2 dl creme fraiche

1 stor håndfulde optøede blåbær (de er røde indeni i mods. til de fleste friske).

 

Topping:

150 g friske blåbær

Evt. lidt skovsyre

image

 

Smelt smøret til kagen og lad det køle af. Pisk æg og sukker luftigt. Bland mel, kakao, vaniljesukker og salt og rør det i dejen. Rør til sidst det afkølede, smeltede smør i dejen. Fordel dejen i en rund springform. Bag kagen ved 160 grader i 30-40 min. Lad den køle af inden den pyntes.

Pisk fløden til skum og pisk flormelis og vaniljesukker i. Mos de optøede blåbær og vend dem i fløden sammen med creme fraiche. Pynt kagen med creme og put friske blåbær på toppen.

Kokosmakroner med mørk chokolade

image

I disse dage er min søde kusine på ferie i Danmark. Hun bor på den anden side af jorden, og vi ses en gang om året. Derfor er det blevet en tradition, at vi forkæler hende med lækker mad, når hun er hjemme, for hun fortjener det bedste. I år har det bl.a. indebåret disse kokosmakroner. Jeg elsker kokosmakroner, men jeg synes, det er synd, at chokoladen normalvis kun er i bunden, så derfor har jeg peppet denne traditionelle opskrift lidt op, med ekstra chokolade på toppen.

10 store kokosmakroner:

3 æggehvider

180 g sukker

180 g kokosmel

100 g god, mørk chokolade

kokosflager

Bland sukker og kokosmel i en skål. Pisk æggehviderne stive i en anden skål og bland dem herefter med sukker og kokosmel. Form dejen til store toppe ved at trykke den godt sammen med hænderne. Stil dem på en bageplade og bag dem ca. 20-25 min ved 160 grader – hold øje og mærk efter hvornår de er færdige. De skal være let gyldne og faste nok til at kunne tages af pladen, men de skal være bløde indeni. Lad dem køle af på en bagerist.

Smelt chokoladen over vandbad og dyb bunden af kokosmakronerne heri. Lad chokoladen stivne. Rejs herefter kokosmakronerne op og dryp med smeltet chokolade og drys med kokosflager.

Rocky road kage

image

Jeg har flere gange lavet disse rocky road chokolader, og nu er de tryllet om til en kage, som jeg serverede til en lille før-fødselsdagsmiddag i går. Kagen kan med fordel bages dagen før, den serveres, jeg vil dog først pynte den inden servering.

Chokoladekage:

150 g smør

3 æg

350 g sukker

100 g mel

75 g kakao

2 tsk. vaniljesukker

1/4 tsk. salt

Topping:

150 g mørk chokolade

25 g smør

2 håndfulde små skumfiduser

1 håndfuld saltede peanuts

1 håndfuld Dumle karameller skåret i mindre stykker

 

Smelt smøret til kagen og lad det køle af. Pisk æg og sukker luftigt. Bland mel, kakao, vaniljesukker og salt og rør det i dejen. Rør til sidst det afkølede, smeltede smør i dejen. Fordel dejen i en rund springform. Bag kagen ved 160 grader i 30-40 min. Lad den køle af inden den pyntes.

Smelt chokoladen over vandbad. Tilsæt smøret og lad det smelte i chokoladen. Fordel chokoladen over kagen og pynt med skumfiduser, peanuts og karameller.

 

Chokoladekage med mokkaglasur

image

Jeg har længe haft lyst til at bage en klassisk chokoladekage, og derfor bagte jeg forleden denne kage til søde gæster. Kagen smager af klassisk, svampet chokoladekage og mokkaglasuren giver kagen et lille, nyt twist.

Chokoladekage med mokkaglasur:

150 g smeltet smør

3 æg

375 g sukker

300 g mel

75 g kakao

1 tsk. natron

4 dl appelsinjuice

Glasur:

250 g flormelis

3-4 spsk. stærk kaffe

Smelt smør og lad det køle af. Pisk æg og sukker i en skål. Bland mel, kakao, natron og sukker og vend det i dejen. Tilsæt til sidst juice og smør. Hæld dejen i en rund springform og bag den ved 180 grader i 45-50 min (stik en kødnål i kagen, hænger der dej ved, skal den bage lidt længere).

Rør glasuren sammen og smør det ud over den afkølede kage.

Chokoladeknas

image
Til jul plejer vi at lave chokoladeknas i min familie. Det er en simpel opskrift, der ligger bag, men resultatet er lækre knasende chokoladestykker.

En god portion chokoladeknas:

En passende mængde mørk chokolade, fx 200 g

Et par håndfuld cornflaks (prøv med lidt af gangen)

Evt. frysettørrede bær, guldstøv, kokos eller lignende som drys

 

Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Rør cornflakes i lidt af gangen ind til chokoladen ikke kan dække flere cornflakes. Fyld herefter de chokoladedækkede cornflakes i små konfektforme eller sæt dem i små toppe på et stykke bagepapir. Drys evt. med frysetørrede hindbær, guldstøv, kokos eller andet.