Arkiver

Cremet mangosmoothie med ingefær

image

 

Jeg har tilbragt en del af min sommerferie på Cuba, og der drak vi ofte friskpresset, cremet mangojuice om morgenen og spiste oceaner af frisk mango. Så siden jeg kom hjem, har jeg haft lyst til mango, og derfor blev morgenens smoothie til denne friske mangosmoothie.

1 smoothie:

1 håndfuld moden mango i tern

1 håndfuld frosne jordbær

1 dl ananasjuice

1/2 tsk. friskrevet ingefær

 

Blend alle ingredienserne i en blender og nyd straks!

Iste med mynte og lime

image

Hele Danmark koger vist i disse dage – det er SÅ varmt! Men når man som jeg er heldig at have ferie, er det nu meget dejligt med sol og sommer … Og så et det jo en god anledning til at lave kølige læskedrikke. Her følger opskriften på en forfriskende iste.

1 liter iste:

1 liter vand

4 store tsk løs pebermyntete fyldt i en tepose/4 alm. teposer

2-3 spsk sukker (eller mere, hvis den skal være meget sød)

1 lille håndfuld mynteblade

1 lime i skiver + 2 spsk limesaft

isterninger

 

Hæld vand i en gryde og og kog med te og sukker i cirka 5 minutter. Tag gryden af varmen, fjern teposen og tilsæt mynte og limesaft. Lad teen trække lidt og hæld den herefter over limeskiverne og lad den køle helt af – gerne i køleskabet. Inden serveringen tilføjes masser af isterninger.

Tip: Prøv forskellige typer af te og find den variant af iste, du foretrækker. Generelt skal teen til iste laves stærkere end almindelig varm te, for at få smag nok.

Iskold kirsebærsmoothie

 

image

Som de fleste andre nyder jeg sommervarmen i øjeblikket med kølende læskedrikke. Man kan jo lige så godt benytte sig af sommerens lækre søde og sunde fristelser – her her jeg brugt kirsebær og jordbær. Smoothien minder mig lidt om en god italiensk amarena is, mums!

1 smoothie:

1/2 frossen banan

1 lille håndfuld kirsebær

1 lille håndfuld jordbær

1,5 dl mælk

1/2 tsk vanilkesukker

Blend alle ingredienserne sammen og nyd kirsebærsmoothien straks.

Hot te med ingefær, chili og lime

image

Hvis jeg ikke er helt på toppen, laver jeg gerne denne skønne og lidt stærke te. Man kan næsten mærke, hvordan man bliver frisk, mens teen drikkes;-) Den er også god på en råkold dag, hvor det kan være svært at holde varmen.

Et glas te:

2-3 dl vand

1 lille stykke ingefær, skrællet og skåret i skiver

Ca 1 cm chili, uden kerner (kan udelades, hvis teen ikke skal være stærk)

2 skiver lime

Evt. 1 tsk. honning

Hæld vandet i en gryde og tilsæt ingefær og chili. Lad det koge 5-10 min. Hæld teen på glas gennem en sigte, så chili og ingefær skilles fra. Tilsæt limeskiver og evt. honning og nyd teen rygende varm.

Chokoladepinde til varm chokolade

image

Man kan jo købe de lækreste chokoladepinde i de fleste specialbutikker, men der er bare noget ret hyggeligt over at lave dem selv, og herefter nyde dem i en kop varm mælk, som langsomt forvandler sig til varm chokolade. Pakket ind i en lille cellofanpose er de også fine som en lille værtindegave.

4-5 chokoladepinde:

100 g god mørk chokolade

1 spsk. knust, frysetørret hindbær

4-5 træpinde (jeg skar nogle grillspyd over med en skarp kniv)

små forme (jeg brugte en isterningbakke)

Smelt halvdelen af chokoladen over vandbad. Tag skålen af varmen og tilsæt resten af chokoladen og lad den smelte. Fyld chokoladen i små forme, drys med frysetørret hindbær og sæt en pind i midten. Lad dem køle helt af i køleskabet. Når de skal ud af formen, kan den dyppes forsigtigt i varmt vand, og så kan chokoladepindene vristes fri. Nyd dem i en kop varm mælk.

Smoothie med rødbede

image

Efter en omgang søndagstræning har jeg lige nydt en god, iskold og pink smoothie.

1 smoothie:

saften af 2 appelsiner

1/2 æble i tern

1 spsk. fintrevet rødbede

1 tsk. revet ingefær

1 dl mælk (kan erstattes af appelsinjuice)

4 isterninger

Blend det hele godt sammen. Rødbeden skal være helt fint blendet – hæld den evt. gennem en sigte. Hæld på glas og nyd!

Smoothie med banan, kokos og vanilje

image

Denne smoothie er sød og cremet og næsten som en lille sund dessert. Jeg drikker den gerne til morgenmaden, men i dag drak jeg den som et dejligt sødt eftermiddagsindslag, og det kan også anbefales.

1 smoothie

1 frossen banan i skriver

1 spsk. kokosmel

1 tsk. vaniljesukker

1 dl mælk

1 dl yoghurt naturel

Blend ingredienserne grundigt sammen, hæld på glas og nyd den straks.

image

Chokoladeshake

image

Selvom det er isnende koldt udenfor, fik jeg lyst til at indlede weekenden med en dejlig chokoladeshake. Den smager skønt, og det er en bonus, at den er langt sundere end den smager!

1 stort glas/ 2 små glas:

1 meget moden banan

1 spsk. kakao

1 spsk. honning

1 tsk. vaniljesukker

1 lille tsk. kokosolie

1,5 dl mælk

ca. 5 isterninger + et par stykker til servering

Blend alle ingredienserne grundigt sammen. Server chokoladeshaken med et par isterninger og sugerør.

Opkvikkende smoothie med kiwi og ingefær

image

Farven på denne smoothie er muligvis lidt kedelig, men lad dig ikke narre! Dette er nok den mest friske og opkvikkende smoothie, jeg længe har smagt. En perfekt måde at starte dagen på.

1 smoothie:

1/2 frossen banan

1 kiwi

1/2 tsk. friskrevet ingefær

1 dl ananasjuice

Blend alle ingredienserne og nyd straks!

Smoothie med spinat og ingefær

image

Julen er ovre, og det er slut med store mængder af konfekt og andre lækkerier. Jeg får altid lyst til at være lidt ekstra sund oven på sådan en juleferie med masser af mad. Her er en smoothie, som giver en sund start på dagen.

1 smoothie:

1 kugle helbladet, frossen spinat

1 tsk. friskrevet ingefær

1 dl appelsinjuice

1 dl mælk, gerne kærnemælk

Evt. et par isterninger

Blend ingredienserne til spinaten er findelt. Smoothien skal nydes straks den er lavet, da den skiller, hvis den står for længe.