Denne lette salat i lyse farver leder tankerne hen på sommer, og det kan nu være meget dejligt, når temperaturen udenfor er faldet til under frysepunktet. Jeg laver gerne bulgursalat, når maden skal have et mellemøstligt strejf over sig. Denne salat vil jeg servere med krydrede frikadeller af oksekød og et godt brød skåret i skiver og smurt med tahin.
Tilbehør til ca. 3-4 personer:
2 dl bulgur
1 appelsin
1 rød grape
1/2 agurk
1/2 rødløg
100 g fetaost
En god håndfuld persille
Dressing:
1 spsk. appelsinsaft
1 spsk. olivenolie
1 lille fed presset hvidløg
Salt og peber
Kog bulguren efter anvisningen på pakken og lad den køle af. Skær skrællen og den hvide hinde af appelsinen og grapen og skær dem i små stykker. Gem lidt af appelsinskrællen (der sidder nok lidt appelsin tilbage på den), da saften skal bruges i dressingen. Flæk agurken på langs, skrab kernerne ud med en teske, og skær agurken i tynde skiver. Snit rødløget og fint og hak persillen. Bland det hele sammen og smuldr fetaosten i salaten.
Bland appelsinsaft, olie og hvidløg og hæld det over salaten. Drys med salt og peber.