Her er en opskrift på et nemt, sprødt og saftigt brød med squash. Det er langtidshævet og derfor nemt at lave. Jeg bagte det til madklubben forleden, og det blev serveret som tilbehør til aftensmaden.
Squashbrød, 2 stk:
25 g gær
8 dl lunkent vand
1 spsk groft salt
1 lille fintrevet squash
100 g fuldkornsmel
100 g rugmel
550 g hvedemel
Drys: græskarkerner og havsalt
Opløs gæren i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Dejen skal minde om en grød. Dæk skålen med film og sæt den i køleskabet i 10-12 timer. Brug en stor ske til at vende dejen ud på en bageplade med bagepapir således at der bliver to brød. Drys med græskarkerner og havsalt. Bag brødene ved 220 grader i ca. 35 min. Når brødene lyder hule, når der bankes under dem, er de færdigbagte. Lad de nybagte brød køle af på en bagerist.