Tag Archive | brød

Rugboller med hvidtøl

image

Jeg elsker at bage brød. I weekend består morgenmaden hos mig ganske ofte af friskbagt brød, og det er ingen sag hurtigt at lave en god morgenmad af langtidshævet dej. Dejen kan varieres i det uendelige. Her har jeg forsøgt mig med hvidtøl i dejen, og det bidrager med en dejlig aromatisk maltsmag. Man kan dog erstatte øl med 3,5 dl vand i opskriften, hvis man ønsker det.

Rugboller med hvidtøl, 8-10 stk

1 hvidtøl (jeg brugte en nisseøl, som var tilovers fra jul)

3 dl vand

25 g gær

4 dl rugmel

9 dl hvedemel

1 spsk salt

Drys: fx havregryn

 

Hæld øl og vand i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt salt og mel og rør gerne i dejen i 10 min. Dejen skal have konsistens som en tyk grød. Dæk skålen med film og sæt dejen i køleskabet til dagen efter eller ca. 12 timer. Brug to skeer til at sætte dejen på en bageplade med bagepapir, så der bliver 8-10 boller. Drys evt. med havregryn. Bag bollerne ved 225 grader varmluft i ca. 20 min. Bollerne skal lyde hule, når man banker dem under bunden.

Tip: sæt en skål med vand i bunden af ovnen, så bliver bollerne ekstra sprøde.

Squashbrød med græskarkerner og havsalt

image

Her er en opskrift på et nemt, sprødt og saftigt brød med squash. Det er langtidshævet og derfor nemt at lave. Jeg bagte det til madklubben forleden, og det blev serveret som tilbehør til aftensmaden.

Squashbrød, 2 stk:

25 g gær

8 dl lunkent vand

1 spsk groft salt

1 lille fintrevet squash

100 g fuldkornsmel

100 g rugmel

550 g hvedemel

Drys: græskarkerner og havsalt

Opløs gæren i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Dejen skal minde om en grød. Dæk skålen med film og sæt den i køleskabet i 10-12 timer. Brug en stor ske til at vende dejen ud på en bageplade med bagepapir således at der bliver to brød. Drys med græskarkerner og havsalt. Bag brødene ved 220 grader i ca. 35 min. Når brødene lyder hule, når der bankes under dem, er de færdigbagte. Lad de nybagte brød køle af på en bagerist.

Langtidshævede æbleboller

image

I formiddag var min veninde på besøg til hjemmebagte æbleboller og the. Jeg rørte dejen sammen i går, og så var det nemt at bage bollerne i morges. Æblerne og kardemommen gør bollerne lidt søde, og så dufter de dejligt!

Ca. 10 æbleboller:

7, 5 dl vand

25 g gær

1 spsk. salt

1 tsk. kardemomme

2 revne æbler med skræl

3 dl havregryn

3 dl fuldkornsmel

8 dl hvedemel

image

Dag 1: Rør gæren ud i lunken vand i en skål. Tilsæt salt, kardomme og revne æbler. Rør herefter havregryn, fuldkornsmel og hvedemel i dejen – dejen skal have konsistens som en tyk grød. Sæt husholdningsfilm over skålen og lad dejen stå på køl natten over.

Dag 2: Tænd ovnen på 220 gr. varmluft, og en sæt en lille ildfast skål med vand i bunden af ovnen (dette skaber et dampbad, som gør bollerne ekstra sprøde). Form dejen til boller ved hjælp af to spiseskeer, og sæt bollerne på en bageplade med bagepapir. Bag bollerne ca. 20 min og lad dem herefter afkøle på en bagerist.