Tag Archive | vegetar

Granatsalat med tun

image

Forleden serverede jeg denne frokostsalat for en god veninde. Den er sund, nem at lave og mættende. Jeg synes granatæbler er så fine at bruge i salater, og de bidrager med en skøn syrlighed.

Frokost til 2 personer:

1 lille romainesalat

1/3 agurk

1/2 granatæble (kernerne herfra)

2 klementiner

1 skive rugbrød + olie og groft salt

1 spsk. rosiner

2 æg

1 dåse god tun

1 spsk. friskhakket persille

1 spsk. olie og 1 spsk. citronsaft samt salt og peber til dressing

image

Tænd ovnen på 200 gr. Skær rugbrødsskiven i tern og vend dem i olie samt salt og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Rist rugbrødsternene i ovnen i ca. 10-15 min til de er sprøde. Kog æggene til de er hårdkogte, ca. 10 min, og skær dem i både.  Flæk agurken på langs, skrab kernerne ud med en teske og skær agurken i skiver. Skræl klementinerne, del dem på midten og skær dem i tynde skiver.  Læg salatbladene på et fad og fordel agurkeskiver, klementiner, granatæblekerne, rosiner, rugbrødstern og æg over salatbladene. Rør olie og citronsaft sammen med salt og peber og fordel dressingen over salaten og drys med persille. Server med tun.

Salat med bagte peberfrugter

image

Jeg synes bagte peberfrugter smager så skønt og sødt! Denne salat er både sød, salt, knasende og sprød. Jeg serverede den med kylling, hjemmebagt brød og tzatziki.

Salat som tilbehør til 2-3 personer:

2 store peberfrugter

1 spsk. olie

1 fed grofthakket hvidløg

1 lille håndfuld græskarkerner

1 sprød mini romainesalat revet i grove stykker

100 g fetaost

1 håndfuld friske basilikumblade

Lidt olivenolie

image

Skær peberfrugterne i tykke skiver og bland dem med olie og hakket hvidløg i et ildfast fadt. Bag dem i ovnen ved 200 gr. i cirka 25 min. Rist samtidig græskarkernerne i en lille ildfast skål i ovnen i cirka 10 min.  Lad peberfrugter og græskarkerner køle af. Læg salatbladene på et fad og fordel peberfrugter, smuldret fetaost, græskarkerner og basilikum herpå. Dryp med lidt olivenolie og server.

Linsebøffer

image

Min søde veninde, som er vegetar, har opfordret mig til at lægge en vegetaropskrift ud, så her er mit bud på linsebøffer.  Jeg har tænkt mig at servere dem i hjemmebagte burgerboller med tzatziki.

Ca. 6 linsebøffer:

150 g grønne linser

1 revet løg

2 spsk. hakket persille

1 tsk. friskrevet ingefær

1 fed presset hvidløg

1 tsk. spidskommen

1 tsk. tørret, knust chili

1 æg

1 dl havregryn

salt og peber

olie + sesamfrø  til stegning

 

Kog linserne efter anvisningen på pakken og lad dem dryppe godt af. Bland alle ingredienser i en skål  (på nær olie og sesamfrø), og blend blandingen med en stavblender, til den får konsistens som en fars. Form linsefarsen til bøffer, vend dem i sesamfrø og steg dem gyldne og sprøde i olie på en pande (ca. 8-10 min på hver side).

 

Hot suppe med rodfrugter

image

Nu er det efterår og tid til suppe! Dette er min absolut favoritsuppe, og jeg har lavet den virkelig mange gange. Man føler sig dejlig sund og varm, når man har spist den. Tilbehøret kan varieres i det uendelige efter smag og behag. Jeg har valgt rugbrødscroutoner, mandler og græskarkerner i denne opskrift, men suppen er også lækker med tilbehør som kylling eller rejer.

Til fire personer

Suppeingredienser:

1-2 spsk. rød karrypasta

1 spsk. olie

1 stort, hakket løg

1 spsk. revet ingefær

1 udkernet, skrællet æble i tern

750 g. gulerødder, persillerødder og pastinakker

1 liter grøntsagsbouillon

salt og peber

Rugbrødscroutoner og tilbehør:

2 skiver rugbrød skåret i tern

olie

groft salt

oregano

3-4 spsk. mandler og græskarkerner

Svits karrypastaen i olien og tilsæt herefter løg, ingefær og æble og rist yderligere et par minutter. Tilsæt herefter rodfrugterne og svits dem et øjeblik inden bouillonen hældes ved. Kog retten  til alt er mørt, og blend med en stavblender direkte i gryden. Smag suppen til.

Imens suppen koger:

Tænd ovnen på 200 gr. Vend rugbrødsternene i olie samt salt og oregano efter smag og fordel dem herefter på en bageplade med bagepapir. Gør også plads til mandler og græskarkerner på bagepapiret. Rist det hele i ovnen i ca. 10-15 minutter – hold øje undervejs.

Server suppen rygende varm med rugbrødscroutoner, mandler og græskarkerner på toppen.