Tag Archive | snack

Salte mandler

image

Sommerferien er slut, og jeg er tilbage på arbejdet igen. Derfor har jeg lavet nogle sunde snacks, som jeg kan have med i tasken, heriblandt salte mandler. Jeg gætter på at mange allerede kender opskriften på salte mandler, men skulle det alligevel være gået nogens næse forbi, hvor nemme de er at lave, så se her:

Salte mandler

2 dl kogende vand
1/2 dl groft salt
200 g mandler

Opløs salten i det kogende vand. Tilsæt mandler og lad dem trækket tildækket i 15 min. Fordel dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen i ca. 15 min ved 175 grader, hold øje undervejs. Lad dem køle helt af inden de spises eller fyldes i beholdere.

Jordbær med chokolade

image

 

For nylig indviede jeg min nye, skønne kaffemaskine med en god veninde ❤️.  Sammen med en god café latte spiste vi disse jordbær med chokolade. Her er lidt inspiration til hvordan man kan variere smagen på sommerklassikeren jordbær med chokolade.

  • Hvid chokolade med lakridspulver
  • Hvid chokolade med frysetørrede hindbær
  • Mørk chokolade med ristede, hakkede hasselnødder
  • Mørk chokolade ned hakkede, usaltede pistacienødder
  • Mørk chokolade med kokosmel
  • osv. osv. osv.

Velbekomme!

Avocado/kikærtedip

 

image

Jeg synes, avocadoer og kikærter er noget af det lækreste, så hvorfor ikke blande de to til en skøn dip? Dippen er lækker som tilbehør til chips, grøntsager, i burgere og meget mere!

1 god portion:

1 dåse kikærter

1 stor, moden avocado

1 fed presset hvidløg

1 spsk limesaft

salt og peber

cayennepeber efter smag

 

Blend kikærter, avocado, hvidløg og limesaftsaft til en grov mos. Smag til med salt, peber og cayennepeber.

Bananboller med birkes og kokosknas

image

Forleden havde jeg nogle modne bananer som skulle bruges, og derfor eksperimenterede jeg med disse bananboller, som blev sprøde, seje og søde på en gang.  De er gode som en sund lille snack. De kan spises præcis, som de er eller med lidt smør – og hvis det skal være ekstra lækkert med mørk pålægschokolade eller peanutbutter, som passer ret godt til den søde smag af banan.

En anden idé til at få brugt modne bananer finder du her: Bananpandekager

Bananboller, 12 stk

25 g gær

5 dl lunkent vand

3 meget modne bananer, moste

2 tsk. salt

1 tsk. kardemomme

3 spsk. blå birkes

150 g groft rugmel

ca. 550 g hvedemel

Kokosflager til pynt (kan udelades)

Opløs gæren i vandet. Tilsæt de moste bananer, kardemomme, birkes og salt. Tilsæt herefter rugmel  og ælt dernæst lidt hvedemel i dejen ad gangen. Ælt dejen godt i gennem til den bliver blød og smidig. Lad dejen hæve tildækket og lunt med et klæde over i ca. 1 time. Form 12 boller og sæt dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve ca. 2o min. Pensl bollerne med lunkent vand og drys med kokosflager. Bag dem ved 200 grader varmluft i ca. 15 min.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pitachips

image

Knasende sprøde pitachips, haps! Disse chips kan laves på et øjeblik, og de er gode som en lille appetizer inden en middag eller som tilbehør til fx en god salat.

Server evt. chipsene med denne fetadip.

Pitachips (lav så mange du kan spise):

Pitabrød

olie

havsalt

Tænd ovnen på 200 gr. varmluft. Flæk pitabrødene tværs igennem, pensl dem med olie og skær dem ud i små trekanter. Drys med rigeligt havsalt. Fordel dem på en bageplade med bagepapir og bag dem 5-10 min. Hold øje med dem undervejs – de skal være knasende sprøde men ikke stenhårde:-)

Tip: Prøv at give chipsene yderligere smag med fx rosmarin, hvidløg eller andet.

image

Mandelvafler med hindbærskyr

image

Der er bare noget rigtig hyggeligt over vafler. Det er lidt som om, der langsomt siver hygge ud af vaffeljernet, mens det bager. Disse sprøde mandelvafler blev serveret til morgenmad en dag, hvor det skulle være lidt ekstra lækkert. Med en kugle is vil de også kunne gøre det ud for en lækker dessert, og med lidt frisk frugt vil de være en god eftermiddagssnack – mulighederne er mange.

Ca. 6 mandelvafler:

75 g mel

75 g mandelmel (blend mandler til fint mel i en blender)

1 tsk. bagepulver

kornene af en 1/2 vaniljestang

1/2 tsk. salt

1/2 tsk. kardemomme

1 spsk. honning

3 dl kærnemælk

2 æg

50 g smeltet smør

Tilbehør: skyr, hindbær (eller andet frugt), frysetørrede hindbær, mandler og honning

Tænd for vaffeljernet. Bland de tørre ingredienser i en skål. Pisk mælk, æg og honning i og tilsæt herefter det smeltede smør. Hæld dejen på det varme vaffeljern og bag vaflerne gyldne og sprøde. Rør lidt skyr sammen med hindbær og evt. lidt honning. Top de lune vafler med hindbærskyr, frysetørrede hindbær og mandler.

image

image

 

 

 

Peanut butter bites

image

Sundt slik der ligner konfekt, ja tak:-)

10-12 peanut butter bites:

10 bløde dadler

1 spsk. kakao

2 spsk. crunchy peanut butter

1 spsk. vand

Evt. 1-2 spsk. hakkede peanuts

Pynt efter eget valg (fx frysetørret hindbær, kokosmel og kakao)

 

Blend dadler, kakao og peanut butter med en stavblender og tilsæt vand. Rør evt. hakkede peanuts i til sidst. Form massen til kugler og tril dem i kakao eller lignende. Sæt dem straks i køleskabet, så de bliver mere faste.

 

Ristede, krydrede og sprøde kikærter

image

Der er så meget godt at sige om kikærter! De smager dejligt, er sunde, mætter fantastisk og kan bruges på så mange forskellige måder i madlavningen. Jeg er vild med kikærter, selvfølgelig i hummus men også som her: ristede og knasende sprøde.

Ristede kikærter er rigtig lækre som snacks, topping på suppen, i salatskålen mv.

En portion ristede kikærter

1 dåse kogte kikærter

1 spsk. olie

1 tsk. havsalt

1 tsk. cayennepeber

1/2 tsk. tørret, knus chili

Bland ovenstående ingredienser i en skål. Fordel kikærterne på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 220 gr. varmluft i ca. 25 min. Rør lidt i kikærterne undervejs. De skal være knasende sprøde!

Tip: Prøv med forskellige krydderier, fx spidskommen, hvidløg, paprika eller noget helt andet.

Hjemmelavet peanut butter

image

I lang tid var peanut butter blot noget, jeg kendte fra amerikanske film og tv-serier, og først for nylig fik jeg taget mig sammen til at smage på det, hvilket jeg bestemt ikke har fortrudt. Jeg synes, det smager fantastisk! Forleden kastede jeg mig så ud i at lave min egen peanut butter – det er meget nemt og kræver bare lidt tålmodighed og en god blender. Jeg brugte ristede, saltede peanuts men man kan også sagtens bruge usaltede peanuts og selv tilsætte salt.

Et lille glas peanut butter:

1 pose ristede, saltede peanuts

Blend peanuts i en god blender og bliv ved til de begynder at få en smørlignende konsistens. Det tager lang tid (ca. 20 min) så vær tålmodig, for det er værd at vente på. Undervejs skrabes de blendede peanuts ned af siderne på blenderen. Når smøret er færdig, puttes det på et rent, skoldet glas.

Tip: Hak lidt peanuts groft og tilsæt dem når peanut butteren er færdig for at få en chrunchy variant.

Æblechips

image

Forleden lavede jeg æblechips – det er en lækker, sund og knasende sprød snack. Disse æblechips smager skønt dyppet i lidt skyr med vaniljesukker, men de er også gode på toppen af en lækker råkostsalat. De tager lidt tid at lave, men de passer heldigvis sig selv det meste af tiden.

Æblechips (bestem selv mængden):

Æbler

Kanel

Fjern kernehuset (jeg bruger en melonske) og skær æblerne i meget tynde skiver. Læg æbleskiverne på en bageplade med bagepapir og drys med kanel. Bag dem i ovnen ved 100 gr. i cirka 3 timer. Lad dem køle helt af på en bagerist, så de bliver helt sprøde. De er ikke helt sprøde, lige når de kommer ud af ovnen, så prøv at tage en enkelt ud og se om den bliver sprød – hvis ikke, så giv æblerne lidt længere tid i ovnen.