Tag Archive | nødder og kerner

Salat med grape, rødbeder og knas

image

Selvom det er tidligt forår, er det stadig lækkert med rodfrugter – især når de bruges i denne skønne salat i dejlige farver. Jeg bliver glad af at se på og spise en smuk salat!

image

Salat til ca. 2 personer:

2 grapefrugter (hvis du synes, de er for bitre, så brug appelsiner eller en af hver)

1 mellemstor rødbede

1 spsk. hakkede, usaltede pistacienødder

1 spsk. frysetørrede jordbær

Dressing:

1 spsk. olie

1 tsk. hvidvinseddike

1 tsk. honning

salt og peber

Skær skræl og den hvide hinde af grapefrugterne og skær dem i tynde skiver. Skræl rødbeden og skær den i meget tynde skiver, evt. på et mandolinjern. Fordel grape- og rødbedeskiver på et fad. Rør dressingen sammen og hæld den over salaten. Hak pistacienødderne og fordel dem over salaten sammen med de frysetørrede jordbær.

Asiatisk kålsalat med nigellafrø

image

Lige for tiden er jeg ret vild med kålsalater. Når man har købt et kålhoved, er der som regel nok til flere dage, og så er det jo godt, at kålsalater kan varieres i det uendelige.

Tilbehør til 4 personer:

3 dl fintsnittet spidskål

3 dl fintsnittet rødkål

1 æble

3 gulerødder

2 forårsløg

1 spsk. nigellafrø (alternativt sesamfrø)

1 lille håndfuld rosiner

1 lille håndfuld saltede cashewnødder

Dressing:

2 spsk. citronsaft

1 spsk. sød chilisovs

1 spsk. olivenolie

1 spsk. sojasauce

1 spsk. revet ingefær

Skræl gulerødderne og skær dem i tynde strimler med en tyndskræller. Snit forårsløgene. Fjern kernehuset fra æblet og skær æblet i tern. Bland gulerødder, æbletern og forårsløg med det fintsnittede kål, nigellafrø, rosiner og cashewnødder. Rør alle ingredienserne til dressingen sammen i en skål, og bland dressingen i salaten.

Sunde mandelcookies

image

Disse sunde mandelcookies er gode som et lille mellemmåltid. De er ikke sprøde som traditionelle cookies bagt på smør, men de er bløde med nøddeknas og sødme fra blåbærerne, og skal tænkes som en lille sund snack. De er ret energiholdige, men de er en god kilde til protein samt det sunde fedt.

Ca. 12 cookies

2 dl mandler

1 dl hasselnødder (eller andre nødder)

Et nip salt

1/2 tsk. bagepulver

1/2 tsk. kanel

1 tsk. vaniljesukker

1,5 spsk. kokosolie

1,5 spsk. flydende honning

1 æg

1 dl blåbær (gerne frosne)

Blend mandlerne til mandelmel i en blender. Hak hasselnødderne groft. Bland alle ingredienserne i en skål (tilsæt blåbærerne til sidst). Tryk dejen sammen med fingrene til små kager, som placeres på en bageplade med bagepapir og bages i ovnen ca. 20 min ved 175 gr. varmluft.

Tip: Tilsæt rosiner eller tørrede tranebær til dejen for ekstra sødme.

Morgengrød med et strejf af jul

image

Som jeg vist har nævnt, elsker jeg morgenmad! – Og det er dejligt, når der er tid til at lave noget, der er lidt ekstra lækkert. Denne grød er tilsat nogle skønne krydderier, som giver den en dejlig smag af jul.

1 portion:

1 dl havregryn

2 dl vand

1 spsk. hørfrø

1/2 tsk. stødt kanel

1/4 tsk. vaniljesukker

1/4 tsk. kardemomme

Et nip salt

1/2 clementin, skåret i tern

1 spsk. granatæblekerner

1 spsk. grofthakkede mandler

Evt. flydende honning eller vaniljesirup

Bland gryn, vand, hørfrø og krydderier i en gryde og kog til den ønskede konsistens. Server med clementin, granatæblekerner og grofthakkede mandler på toppen og hæld evt. lidt flydende honning over.

Råmarineret fennikel/pæresalat

image

Jeg synes, at fennikel smager virkelig skønt med det lille strejf af lakrids. Her er et bud på, hvordan man nemt kan anvende fennikel i en simpel salat, som kan laves i løbet af et øjeblik. Salaten passer eksempelvis rigtig godt som tilbehør til fisk.

Tilbehør til 2 personer:

1 fennikel

1 pærer

1 håndfuld græskarkerner

saften af 1/2 lime

1 tsk. honning

salt og peber

Evt. lidt dild

Rist græskarkernerne på en varm pande. Snit fennikel i så tynde skiver som muligt og skær pæren i tynde både. Bland fennikel og pærer med limesaft, honning samt salt og peber, og lad salaten trække i et kvarters tid eller mere. Inden servering fordeles de ristede græskarkerne og evt. lidt dild over salaten.

Rødkålssalat med kanelstegte valnødder

image

Rødkålssalat er et dejligt supplement til den lidt fede julemad. De kanelstegte valnødder gør det ekstra “julet” og lækkert.

Tilbehør til 2-3 personer:

1/3 af en lille rødkål

2 appelsiner

kerner fra 1/2 granatæble

1 håndfuld valnødder

2-3 tsk. smør

2 tsk. honning

1 tsk. kanel

1 spsk. æblegele (eller anden gele)

Rist nødderne med smør, honning og kanel på en varm pande. Køl dem herefter af. Skær skrællen og den hvide hinde af appelsinerne og skær dem i tern. Snit rødkålen fint og bland den med appelsintern, granatæblekerner og æblegele. Drys med de ristede nødder.

Brændte mandler

image

Brændte mandler smager så dejligt, og de er meget nemme at lave. Jeg skal bruge disse til en lille værtindegave.

150 mandler

1 dl sukker

2/3 dl vand

Bland alle ingredienserne på en pande, og sæt den over meget stærk varme. Rør i blandingen til den bliver knastør og sukkeret begynder at samle sig knudret om mandlerne. Når sukkeret begynder at smelte let i bunden, hældes mandlerne ud på et stykke bagepapir, hvor de skilles ad og køler af.

Dadelkugler med kakao

image

Nu er det snart jul, og da jeg elsker julehygge, og hvad der til hører, er jeg tyvstartet med søde julegodter. Men eftersom disse dadelkugler faktisk er forholdsvis sunde, går det nok.

Ca. 20 dadelkugler:

75 g mandler

100 g dadler uden sten

1,5 spsk. kakao + lidt ekstra til pynt

30 g kokosmel

3 tsk. kokosolie

Lidt vand til rette konsistens

Blend mandlerne til mandelmel i en blender. Kom herefter alle ingredienserne i en skål og blend med en stavblender. Tilsæt en smule vand mens der blendes til massen er blød men stadig fast, så den kan trilles til kugler. Tril ca. 20 kugler og vend dem i kakaopulver.  Opbevar dadelkuglerne på køl.

Man kan med fordel tilsætte lidt lakridspulver, som blendes sammen med de øvrige ingredienser. Dadelkuglerne kan også vendes i finthakkede mander eller finthakkede, usaltede pistacienødder.

Sojamandler

image

Jeg spiser ofte ristede mandler som en lækker og sund snack. Saltede mandler er jo en lækker klassiker, men her er et alternativ – mandler ristet i soja. De kan laves på et øjeblik!

200 g mandler

4 spsk. god soja (jeg bruger Kikkoman)

Rist mandlerne på en varm pande. Tilsæt soja og rist yderligere et par minutter. Lad mandlerne køle af og spis!

Tip: Tilsæt lidt stødt chili sammen med sojaen.

Salat med bagte peberfrugter

image

Jeg synes bagte peberfrugter smager så skønt og sødt! Denne salat er både sød, salt, knasende og sprød. Jeg serverede den med kylling, hjemmebagt brød og tzatziki.

Salat som tilbehør til 2-3 personer:

2 store peberfrugter

1 spsk. olie

1 fed grofthakket hvidløg

1 lille håndfuld græskarkerner

1 sprød mini romainesalat revet i grove stykker

100 g fetaost

1 håndfuld friske basilikumblade

Lidt olivenolie

image

Skær peberfrugterne i tykke skiver og bland dem med olie og hakket hvidløg i et ildfast fadt. Bag dem i ovnen ved 200 gr. i cirka 25 min. Rist samtidig græskarkernerne i en lille ildfast skål i ovnen i cirka 10 min.  Lad peberfrugter og græskarkerner køle af. Læg salatbladene på et fad og fordel peberfrugter, smuldret fetaost, græskarkerner og basilikum herpå. Dryp med lidt olivenolie og server.