Brændte mandler

image

Brændte mandler smager så dejligt, og de er meget nemme at lave. Jeg skal bruge disse til en lille værtindegave.

150 mandler

1 dl sukker

2/3 dl vand

Bland alle ingredienserne på en pande, og sæt den over meget stærk varme. Rør i blandingen til den bliver knastør og sukkeret begynder at samle sig knudret om mandlerne. Når sukkeret begynder at smelte let i bunden, hældes mandlerne ud på et stykke bagepapir, hvor de skilles ad og køler af.

Vidunderlige vaniljekranse

image

Dette må være opskriften på verdens bedste og mest vidunderlige vaniljekranse! Det er min mors opskrift, og hun har opskriften fra min mormor.  For mig smager de af ægte jul og søde minder. Jeg synes, nogle vaniljekranse kan blive lidt tørre og grynede, men disse er sprøde og lækre. Jeg har desværre ikke en kødhakker, så jeg har i stedet trillet dejen til stænger, som jeg har foldet til kranse, men det er naturligvis smukkere, hvis der anvendes en kødhakker med stjerneform, så dejen får fine riller.

Ca. 70 vidunderlige vaniljekranse:

250 g mel

190 g smør

150 g sukker

kornene fra 1/2 vaniljestang

1/2 æg

1/4 tsk. hjortetakssalt

Smuldr smør og mel og tilsæt de øvrige ingredienser. Lad dejen hvile lidt i køleskabet. Tril tynde stænger af dejen eller kør den gennem en kødhakker med stjerneform. Skær stængerne i 9 cm lange stykker og form stykkerne til kranse, som sættes på en bageplade med bagepapir. Bag vaniljekransene ca. 7-8 min ved 200 gr. – hold godt øje med dem undervejs.

Dadelkugler med kakao

image

Nu er det snart jul, og da jeg elsker julehygge, og hvad der til hører, er jeg tyvstartet med søde julegodter. Men eftersom disse dadelkugler faktisk er forholdsvis sunde, går det nok.

Ca. 20 dadelkugler:

75 g mandler

100 g dadler uden sten

1,5 spsk. kakao + lidt ekstra til pynt

30 g kokosmel

3 tsk. kokosolie

Lidt vand til rette konsistens

Blend mandlerne til mandelmel i en blender. Kom herefter alle ingredienserne i en skål og blend med en stavblender. Tilsæt en smule vand mens der blendes til massen er blød men stadig fast, så den kan trilles til kugler. Tril ca. 20 kugler og vend dem i kakaopulver.  Opbevar dadelkuglerne på køl.

Man kan med fordel tilsætte lidt lakridspulver, som blendes sammen med de øvrige ingredienser. Dadelkuglerne kan også vendes i finthakkede mander eller finthakkede, usaltede pistacienødder.

Granatsalat med tun

image

Forleden serverede jeg denne frokostsalat for en god veninde. Den er sund, nem at lave og mættende. Jeg synes granatæbler er så fine at bruge i salater, og de bidrager med en skøn syrlighed.

Frokost til 2 personer:

1 lille romainesalat

1/3 agurk

1/2 granatæble (kernerne herfra)

2 klementiner

1 skive rugbrød + olie og groft salt

1 spsk. rosiner

2 æg

1 dåse god tun

1 spsk. friskhakket persille

1 spsk. olie og 1 spsk. citronsaft samt salt og peber til dressing

image

Tænd ovnen på 200 gr. Skær rugbrødsskiven i tern og vend dem i olie samt salt og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Rist rugbrødsternene i ovnen i ca. 10-15 min til de er sprøde. Kog æggene til de er hårdkogte, ca. 10 min, og skær dem i både.  Flæk agurken på langs, skrab kernerne ud med en teske og skær agurken i skiver. Skræl klementinerne, del dem på midten og skær dem i tynde skiver.  Læg salatbladene på et fad og fordel agurkeskiver, klementiner, granatæblekerne, rosiner, rugbrødstern og æg over salatbladene. Rør olie og citronsaft sammen med salt og peber og fordel dressingen over salaten og drys med persille. Server med tun.

Pestofrikadeller

image

Her er en opskrift på frikadeller med et dejligt strejf af pesto.

Ca. 25 små frikadeller:

500 g svinefars

1 finthakket løg

1 finhakket grøn peber

2 spsk. rød pesto

1 æg

1/2 dl vand

2 spsk. havregryn

salt og peber

Bland alle ingredienserne og lad gerne farsen trække en halv times tid i køleskabet. Form farsen til frikadeller og steg dem i olie på panden.

Rødbedesalat

image

Denne rødbedesalat er et lækkert og smukt tilbehør fx til et stykke kød og en grøn, sprød salat. Den kan sagtens stå i køleskabet og spises dagen efter – farven bliver faktisk endnu flottere, når salaten står og trækker lidt.

Tilbehør til 4 personer:

600 g rødbeder

1 lille løg

1 fed hvidløg

1 spsk. citronsaft

1,5 dl creme fraiche 9%

3 spsk. hakket persille

1 lille håndfuld grofthakkede hasselnødder

 

Kog rødbederne med skræl til de er møre (ca. 45 min eller mere afhængig af størrelsen). Skyld rødbederne i koldt vand, og smut skrællen af og skær enderne af. Skær herefter rødbederne i grove tern og lad dem køle helt af. Riv løget og pres hvidløget og bland det med rødbederne. Tilsæt citronsaft og creme fraiche. Stil salaten på køl til den skal spises. Pynt med persille og hasselnødder på toppen lige inden servering.

 

Sojamandler

image

Jeg spiser ofte ristede mandler som en lækker og sund snack. Saltede mandler er jo en lækker klassiker, men her er et alternativ – mandler ristet i soja. De kan laves på et øjeblik!

200 g mandler

4 spsk. god soja (jeg bruger Kikkoman)

Rist mandlerne på en varm pande. Tilsæt soja og rist yderligere et par minutter. Lad mandlerne køle af og spis!

Tip: Tilsæt lidt stødt chili sammen med sojaen.

Salat med bagte peberfrugter

image

Jeg synes bagte peberfrugter smager så skønt og sødt! Denne salat er både sød, salt, knasende og sprød. Jeg serverede den med kylling, hjemmebagt brød og tzatziki.

Salat som tilbehør til 2-3 personer:

2 store peberfrugter

1 spsk. olie

1 fed grofthakket hvidløg

1 lille håndfuld græskarkerner

1 sprød mini romainesalat revet i grove stykker

100 g fetaost

1 håndfuld friske basilikumblade

Lidt olivenolie

image

Skær peberfrugterne i tykke skiver og bland dem med olie og hakket hvidløg i et ildfast fadt. Bag dem i ovnen ved 200 gr. i cirka 25 min. Rist samtidig græskarkernerne i en lille ildfast skål i ovnen i cirka 10 min.  Lad peberfrugter og græskarkerner køle af. Læg salatbladene på et fad og fordel peberfrugter, smuldret fetaost, græskarkerner og basilikum herpå. Dryp med lidt olivenolie og server.

Pizza med chorizo og bagte peberfrugter

image

I weekenden var jeg til en fantastisk fødselsdagsfest, og derfor var det tiltrængt med en hjemmebagt pizza dagen derpå. Jeg bagte pizzaen på en pizzasten, men ejer man ikke en sådan, kan man sætte en bageplade i ovnen og lade den blive varm inden pizzaen kommes på bagepladen.

1 pizza:

Bund:

12 g gær

1,5 dl vand

2,5 dl mel type “00”

0,5 dl rugmel

0.5 tsk. salt

1 tsk. olivenolie

Tomatsauce (nok til flere pizzaer):

1 ds. flåede tomater

1 lille dåse tomatpuré

1 lille løg

2 fed hvidløg

2 tsk. oregano

1 tsk. olivenolie

Fyld:

40 g chorizo med jalapenos  (jeg bruger den økologiske fra Aalbæk)

1/2 peberfrugt + 1 tsk. olie, 1 fed hakket hvidløg og salt

75 g frisk mozzarella

image

Start med pizzadejen. Rør gær og vand sammen og tilsæt olie, salt og mel. Ælt dejen og stil den til hævning ca. en halv time. Tænd herefter ovnen på 300 gr. (eller så høj temperatur som muligt) og sæt pizzastenen i ovnen. Mens dejen hæver tilberedes tomatsauce og fyld.

Skær peberfrugten i strimler og vend strimlerne med olie, hvidløg og salt,  bag dem i ovnen ca. 20 min – vend dem undervejs. Skær chorizoen i tynde skiver.

Blend alle ingredienserne til tomatsaucen  i en blender. Opskriften rækker til mere end en pizza, så resten af tomatsaucen kan med fordel fryses, så er der tomatsauce til næste gang, der skal laves pizza.

Rul dejen ud til en tynd pizzabund. Fordel en smule tomatsauce herpå samt små stykker af den friske mozzarella. Herefter lægges strimlerne af bagt peberfrugt og chorizo på pizzaen.

Bag pizzaen ca. 10 minutter på den varme pizzasten.

Hindbærsnegle med marcipan

image

Jeg får dejligt besøg af en veninde fra Jylland, og hun skal forkæles med disse hindbærsnegle til morgenmaden. Det er faktisk bare en variation over de klassiske kanelsnegle, men smagen er mere frisk og syrlig med et sødt strejf af marcipan.

Ca. 12 hindbærsnegle

25 g gær

1/2 dl lunkent vand

1 dl mælk

1 æg

1 spsk. sukker

et nip salt

40 g smør

ca. 250 g hvedemel

Fyld:

120 g hindbær (friske eller optøede)

100 g marcipan

2 spsk. sukker

Pynt:

Æg til pensling

20 g  hakkede mandler

Rør gæren ud i den lunkne vand. Rør mælk, æg, sukker og salt heri. Smuldr smørret i melet i en anden skål og hæld melet i gærblandingen. Ælt dejen og tilsæt evt. yderligere mel. Lad dejen hæve ca. en halv time.

Tænd ovnen på 225 gr. Rul dejen ud til en firkant på ca. 25*40 cm.  Fordel hindbær over dejen og drys 2 spsk. sukker herover. Riv marcipanen over hindbærerne. Rul dejen som en roulade og skær ca. 2 cm tykke skiver heraf. Læg stykkerne på en bageplade med bagepapir – tryk dem let flade. Lad dem hæve ca. 15 min. Pensl med æg og drys med hakkede mandler. Bag sneglene ca. 15 min.

image