Rabarber/æblemarmelade

image

 

Jeg synes, det er så hyggeligt at lave marmelade, og jeg kan godt lide at eksperimentere lidt med forskellige varianter. Lige nu er det rabarbertid, så derfor har jeg i denne uge lavet denne marmelade. Jeg spiser den på morgengrød, på A38 og selvfølgelig på et stykke godt brød.

1 sylteglas:

300 g rabarber

2 æbler

300 g sukker

1 tsk vaniljesukker

1 spsk vand

evt. 1 tsk atamon

Skær rabarberne i stykker à cirka 1 cm. Skær æblerne i små tern, gerne med skræl men uden kærnehus. Kom vand, frugt, sukker og vaniljesukker i en gryde og lad det hele koge ca 10 min. Blend let med en stavblender så marmeladen stadig har struktur. Tilsæt evt. atamon når marmeladen er under kogepunktet. Hæld marmeladen på et skoldet glas.

 

Proteinrig morgengrød

image

Jeg har vist nævnt før, at jeg er ret vild med morgengrød – og med morgenmad i det hele taget. Morgenmaden skal helst være mættende, og det fungerer altså bare ret godt med protein fra morgenstunden. Derfor er der tilsat æggehvide til denne grød, og ja, det lyder underligt, men tro mig, grøden bliver lækker, cremet og meget mættende!

1 portion

1 dl havregryn

2 dl vand

1 bæger past. æggehvide

1 knivsspids salt

1 knivspids kardemomme

bær, frugt, flydende honning eller andet til topping

Kog gryn, vand, salt og kardemomme til en grød. Lige før grøden er færdig tilsættes æggehviden og koger med et øjeblik. Server grøden med din favorit topping.

Aspargessalat med jordbær

image

uhmmm, det er tid til grønne asparges og forårslækre salater. Denne salat smager af forår og sommer, og den er desuden en god kombination af det sprøde, det søde og det knasende.

Tilbehør til 4 personer:

1 bundt grønne asparges

1 bakke jordbær

12 cherrytomater

1 håndfuld sojaristede mandler (opskrift her)

1 spsk. olie til stegning + salt og peber

Knæk den nederste del af aspargesene og skær dem i mindre stykker. Steg dem i olie på en pande og drys med salt og peber. De skal steges nogle få minutter, så de stadig er sprøde og har et knæk. Skær jordbærene i små stykker og skær tomaterne i skiver. Bland hele molevitten og drys med de ristede mandler.

Kokosmakroner med mørk chokolade

image

I disse dage er min søde kusine på ferie i Danmark. Hun bor på den anden side af jorden, og vi ses en gang om året. Derfor er det blevet en tradition, at vi forkæler hende med lækker mad, når hun er hjemme, for hun fortjener det bedste. I år har det bl.a. indebåret disse kokosmakroner. Jeg elsker kokosmakroner, men jeg synes, det er synd, at chokoladen normalvis kun er i bunden, så derfor har jeg peppet denne traditionelle opskrift lidt op, med ekstra chokolade på toppen.

10 store kokosmakroner:

3 æggehvider

180 g sukker

180 g kokosmel

100 g god, mørk chokolade

kokosflager

Bland sukker og kokosmel i en skål. Pisk æggehviderne stive i en anden skål og bland dem herefter med sukker og kokosmel. Form dejen til store toppe ved at trykke den godt sammen med hænderne. Stil dem på en bageplade og bag dem ca. 20-25 min ved 160 grader – hold øje og mærk efter hvornår de er færdige. De skal være let gyldne og faste nok til at kunne tages af pladen, men de skal være bløde indeni. Lad dem køle af på en bagerist.

Smelt chokoladen over vandbad og dyb bunden af kokosmakronerne heri. Lad chokoladen stivne. Rejs herefter kokosmakronerne op og dryp med smeltet chokolade og drys med kokosflager.

Chiaboller

image

Forude venter en lang weekend for mange, og hvorfor ikke forsøde den med hjemmebagt morgenbrød? Chiafrø skulle være så utrolig sundt, og her har jeg anvendt dem som ingrediens i disse koldthævede boller.

Kan du godt lide chiafrø, kan du også prøve en af disse to opskrifter på køleskabsgrød.

8-10 chiaboller:

1 dl chiafrø og 2 dl vand

25 g gær

7 dl lunkent vand

1 spsk. salt

4 dl grahamsmel

8 dl hvedemel

Sæt chiafrøene i blød i 2 dl vand og lad dem trække en times tid.  Chiafrøene suger meget vand.

Opløs gæren i vandet og tilsæt chiafrø, salt og grahamsmel. Sørg for at chiafrøene bliver godt fordelt i dejen. Tilsæt hvedemelet og rør godt i dejen – gerne 10 min. Sæt film over skålen med dej og sæt den i køleskabet natten over eller 10-12 timer.

Tænd ovnen på 220 grader og sæt en ildfast skål med lidt vand i bunden af ovnen for at skabe damp. Brug to skeer til at sætte boller på en bageplade med bagepapir. Bag dem ca. 20 min.

 

 

Sunde bananvafler med birkes

image

I weekenden har jeg nydt en lækker, sund vaffel til morgenmad! Jeg var så heldig at få et godt vaffeljern i fødselsdagsgave og nu skal der bages vafler i mange forskellige varianter. En sund vaffel som denne kan sagtens nydes som en lækker morgenmad – gerne toppet med friske bær og ristede kokosflager. Den kan også med fordel toppes med peanut butter og skiver af frisk banan og evt. et lille drys hakket, mørk chokolade.

1 vaffel:

1 banan

1 æg

1 stor spsk. mel

1 tsk. blå birkes

1 knivspids salt

1 knivspids kardemomme

Mos bananen og pisk den sammen med æg og de øvrige ingredienser. Bag vaflen på et vaffeljern og nyd den med toppings efter eget valg.

Tip: Hvis du kan lide denne vaffel, vil du sikkert også være vil med disse bananpandekager eller denne morgengrød med banan.

 

Burgerboller

image

En af mine favoritretter er uden tvivl hjemmelavede burgere. Burgerbollerne skal helst være hjemmelavede, og fyldet kan varieres i det uendelige. Denne portion burgerboller blev serveret med hjemmelavet pulled pork, coleslaw og barbeque sauce. Der er rugmel i burgerbollerne, så de er lidt sundere end de traditionelle.

Ca. 8 burgerboller:

25 g gær

4 dl lunkent vand

2 spsk. olie

1 æg

2 spsk. sukker

1 tsk. salt

75 g rugmel

ca. 400 g hvedemel

Æg til pensling + sesamfrø

 

Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt olie, æg, sukker, salt og rugmel. Rør hvedemelet i, lidt ad gangen. Ælt dejen godt. Lad den hæve til dobbelt størrelse, ca. 45 min. Form 8 burgerboller, tryk dem let flade og lad dem hæve på bagepladen en halv times tid. Pensl med æg og drys med sesamfrø. Bag bollerne ved 200 grader varmluft i 10-15 min.

Rocky road kage

image

Jeg har flere gange lavet disse rocky road chokolader, og nu er de tryllet om til en kage, som jeg serverede til en lille før-fødselsdagsmiddag i går. Kagen kan med fordel bages dagen før, den serveres, jeg vil dog først pynte den inden servering.

Chokoladekage:

150 g smør

3 æg

350 g sukker

100 g mel

75 g kakao

2 tsk. vaniljesukker

1/4 tsk. salt

Topping:

150 g mørk chokolade

25 g smør

2 håndfulde små skumfiduser

1 håndfuld saltede peanuts

1 håndfuld Dumle karameller skåret i mindre stykker

 

Smelt smøret til kagen og lad det køle af. Pisk æg og sukker luftigt. Bland mel, kakao, vaniljesukker og salt og rør det i dejen. Rør til sidst det afkølede, smeltede smør i dejen. Fordel dejen i en rund springform. Bag kagen ved 160 grader i 30-40 min. Lad den køle af inden den pyntes.

Smelt chokoladen over vandbad. Tilsæt smøret og lad det smelte i chokoladen. Fordel chokoladen over kagen og pynt med skumfiduser, peanuts og karameller.

 

Spicy edamamebønner

image

I påskeferien serverede min veninde en lækker asiatisk middag, og her blev jeg lige mindet om, hvor vild jeg er med edamamebønner. Derfor har jeg et par gange siden lavet denne spicy version. Bønnerne gør sig godt som en lille appetizer eller som tilbehør til et måltid. Husk at man ikke spiser bælgen, men at man i stedet klemmer bønnerne ud med tænderne.

Spicy edamanebønner:

200 g edamamebønner i bælge, optøede

olie til stegning

1/2 tsk. friskrevet ingefær

1/2 tsk. tørrede chiliflager

1 spsk. soya

saften fra en limebåd

1/2 spsk sesamfrø

1 nip havsalt

 

Varm olien på en pande og svits edamamebønnerne med de øvrige ingredienser. Drys med en smule salt (soyaen er ret salt i sig selv). Server dem straks.

 

Kanelsneglekage

image

Min veninde og hendes børn var på besøg i weekenden til hygge og kanelsnegle. Jeg bagte dem tæt sammen i en kageform, men de kan også sagtens bages enkeltvis som traditionelle kanelsnegle. Sneglene er dejligt bløde og “snaskede”, præcis som kanelsnegle bør være.

Kanelsneglekage/ca. 16 kanelsnegle:

Dej:

50 g smør

2,5 dl mælk

25 g gær

2 spsk. sukker

1 nip salt

1 tsk. kardemomme

400 g hvedemel

Fyld:

75 g smør

1 dl sukker

1 spsk. kanel

+ æg til pensling

image

Varm mælk og smør i en gryde til smøret er smeltet. Kom det i en skål og lad det herefter køle af til det er lunkent og opløs så gæren heri. Tilsæt sukker, salt og kardemomme. Bland mel i dejen, lidt af gangen. Ælt dejen smidig og sæt den til hævning i ca. 45 min. Pisk imens smør og kanel sammen til fyldet.

Efter hævningen rulles dejen ud i en firkant på ca. 20*30 cm. Smør fyldet ud på dejen og rul den sammen. Skær ca. 16 snegle. Tryk dem let flade og sæt dem tæt i en springform eller et ildfast fad. Jeg havde nogle snegle til overs som jeg satte på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve 45 min.

Pens sneglene med æg og bag dem ved 200 grader varmluft. Kanelsneglekagen skal bage ca. 15 min. De enkelte snegle skal bage 6-8 min. Når sneglene er kølet af kan de evt. pyntes med glasur og frysetørrede hindbær.