Tag Archive | vanilje

Den bedste gulerodskage

image

Jeg har holdt efterårsferie hos mine forældre i Jylland, og jeg er bl.a. blevet forkælet med den bedste gulerodskage. Opskriften stammer oprindeligt fra min barndomsvenindes mor, og kagen er blevet bagt utallige gange i min familie.  Jeg foretrækker at spise kagen med en almindelig hvid glasur, men den kan også pyntes med en klassisk flødeostetopping.

1 lille bradepande:

4 æg

4 dl sukker

6 dl fintrevne gulerødder

2 dl olie

2 dl hakkede valnødder (kan udelades)

1/2 tsk salt

1/2 tsk vaniljesukker

1 tsk kanel

1/2 tsk kardemomme

2-3 tsk bagepulver

4 dl mel

 

Pynt: flormelis til glasur og evt. stimler af citronskal og gulerod (brug et juliennejern)

Pisk æg og sukker sammen og tilsæt herefter de øvrige ingredienser med undtagelse af mel og bagepulver som tilsættes til sidst. Hæld dejen i en bradepande (ca. 20*30 cm) med bagepapir og bag kagen i ovnen i ca. 40-45 min.

Kagen holder sig frisk og saftig flere dage i køleskabet.

 

Æble/mandelkage

image

Weekenden bød på efterårsregn og gråvejr, og derfor bagte jeg denne æble/mandelkage til min familie som kom på besøg. Der bredte sig en dejlig duft af kanel mens kagen bagte i ovnen.

Æble/mandelkage

200 g smør

300 g sukker

5 æg

150 hvedemel

75 g mandler

1 tsk bagepulver

1 tsk vaniljesukker

3-4 æbler

2 tsk kanel

6 tsk sukker

Tilbehør: creme fraiche eller flødeskum

Pisk smør og sukker sammen. Tilsæt et æg ad gangen og pisk. Blend mandlerne til mel i en blender og bland mandelmelet med hvedemel, bagepulver og vaniljesukker. Rør melblandingen i dejen og kom den i en smurt springform.

Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i både. Vend æblebådene i kanel og sukker og tryk dem ned i dejen. Bag kagen i ca. 35 minutter ved 175 grader varmluft.

Server kagen med iskold creme fraiche eller flødeskum.

Iskold kirsebærsmoothie

 

image

Som de fleste andre nyder jeg sommervarmen i øjeblikket med kølende læskedrikke. Man kan jo lige så godt benytte sig af sommerens lækre søde og sunde fristelser – her her jeg brugt kirsebær og jordbær. Smoothien minder mig lidt om en god italiensk amarena is, mums!

1 smoothie:

1/2 frossen banan

1 lille håndfuld kirsebær

1 lille håndfuld jordbær

1,5 dl mælk

1/2 tsk vanilkesukker

Blend alle ingredienserne sammen og nyd kirsebærsmoothien straks.

Hindbærkage

image

I går bød aftenen på venindehygge, hvilket inkluderede denne sommerkage fyldt med hindbær og toppet med lækre kokosflager.

1 hindbærkage

150 g smør

250 g sukker

1/2 vaniljestang

4 æg

175 g mel

1 tsk. bagepulver

200 g hindbær (friske eller frosne)

evt. 100 g hvid chokolade, grofthakket

 

Glasur:

2-3 dl flormelis

lidt moste hindbær

evt. lidt vand

kokosflager

frysetørrede hindbær

 

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem med lidt sukker. Pisk sukker, vaniljesukker og smør sammen. Pisk herefter et æg i ad gangen. Bland mel og bagepulver og rør det i dejen. Vend afslutningsvis hindbær og evt. hvide chokoladestykker i dejen. Hæld dejen i en smurt springform (gerne med hul i midten). Bag kagen ved 175 grader varmluft i ca. 35 min.

Rør flormelis og moste hindbær sammen til en tyk glasur, tilsæt lidt vand hvis det er nødvendigt. Fordel glasuren over den afkølede kage og pynt med kokosflager og frysetørrede hindbær.

 

Tip:

Hvis du kan lidt denne kage, tror jeg også, du vil være vild med denne citronkage med lakrids.

Brownies med blåbær og hvid chokolade

image

I weekenden serverede jeg søde brownies for søde veninder. Disse brownies er bagt med udgangspunk i en opskrift fra min favorit bagebog, “Kager der smager”, men jeg har tilsat hvid chokolade og blåbær. Egentlig er det ikke rigtige brownies, for den er blot bagt med kakao, men kagen “sætter sig” og bliver præcis som brownies.

Brownies, 8 stk

100 g smør

2 æg

3 dl sukker

1,5 dl hvedemel

4 spsk. kakao

1,5 tsk. vaniljesukker

1 knivspids salt

100 g hvid chokolade, groft hakket

100 g blåbær

 

Smelt smørret og lad det køle af. Rør æg og sukker sammen i en skål. I en anden skål røres mel, kakao, vaniljesukker og salt sammen og blandes herefter i æggemassen sammen med smørret. Vend til sidst chokolade og blåbær i dejen. Smør et ildfast fad (ca. 22*22 cm) eller beklæd det med bagepapir. Bag kagen i ovnen ved 175 grader varmluft i ca. 40 min. Lad kagen køle helt af før servering og lad den gerne trække i køleskabet natten over. Skær den i 8 stykker og server gerne med is eller creme fraiche.

 

Jordbær/rabarbermarmelade med mandler

image

Jeg synes det er rigtig hyggeligt at lave marmelade selv, og det er så utrolig nemt. Torsdag før Store Bededag kom min familie til varme hveder. Hvederne havde jeg blot købt hos bageren, og så blev de opgraderet med hjemmelavet marmelade, blandt andet.

Jordbær/rabarbermarmelade, 1 sylteglas

250 g jordbær, halverede

250 g rabarber, skåret i stykker à 1 cm

250 g sukker

1/2 vaniljestang

1-2 spsk. limesaft

50 g mandler, smuttede og snittede i grove mandelsplitter

1/2 tsk. Atamon (kan udelades, hvis marmeladen spises inden for kort tid)

 

Lad bær og rabarber koge i en gryde ca. 15 min ved svag varme, pas på de ikke brænder på. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud og  bland dem med lidt af sukkeret. Tilsæt sukker, vanilje samt limesaft til bær og rabarber. Lad marmeladen koge ca. 10 min. Blend evt. marmeladen let med en stavblender, hvis den skal være lidt finere. Skum marmeladen af og vend til sidst mandelsplitter i. Tag gryden af varmen og tilsæt Atamon, når marmeladen er under kogepunktet. Hæld marmeladen på et skoldet sylteglas. Spis den på brød, morgengrød, skyr og meget mere!

 

Små rabarbertærter

image

For et par dage siden var min kusine på besøg. Til dagligt bor hun på den anden side af Jorden, så hun skulle forkæles med en bid af ægte dansk forår: Rabarbertærte. Jeg valgte at lave fire små tærter i nogle små tærteforme, har man ikke sådan nogle, passer opskriften også til en stor tærteform.

Det er netop nu sæson for rabarber. Her på bloggen er der også en opskrift på rabarberkompot og rabarbermuffins.

4 små tærter eller 1 stor tærte:

Dej:

150 g smør (blødt)

175 g hvedemel

2 spsk. vand

 

Fyld:

250 g rabarber

75 g sukker

1 tsk. kartoffelmel

1 håndfuld bær, fx hindbær

æg til pensling

 

Tilbehør:

creme fraiche, evt. rør med lidt vaniljesukker

 

Start med dejen. Bland smør og mel og tilsæt vand til dejen kan samles. Læg dejen på køl en times tid. Gør herefter fyldet klar. Skær rabarberne i skiver på 1 cm. Bland rabarber med sukker og kartoffelmel. Rul tærtedejen ud så den passer til den valgte form. Tag lidt dej fra som kan bruges til låg. Placer den udrullede dej i formene/formen og fordel rabarberne herpå. Læg dernæst bærerne jævnt fordelt over rabarberne. Rul den resterende dej ud og brug en fin udstikker til at lave små figurerer som placeres over rabarber og bær. Alternativt kan den resterende dej også skæres i strimler og bruges som en klassisk fletværk over tærten.

Bag de små tærter i 20 min ved 200 grader – den store tærte skal nok have lidt længere, hold øje undervejs. Server tærten friskbagt og gerne lun sammen med lidt creme fraiche.

Køleskabsgrød de luxe

image

Kokosmælk, hindbær, vanilje og frisk frugt – what’s not to like? Jeg er ret vild med alle former for grød, og køleskabsgrød er en nem og hurtig morgenmad, da den stort set klargøres aftenen før og serveres kold. Denne udgave er lidt ekstra lækker, da den er rørt med en cremet kokosmælk.

1 stor portion:

3 spsk. havregryn

1 spsk. chiafrø

2-3 spsk. hindbær (gerne let most)

1/2 tsk. vaniljesukker

1 dl kokosmælk

1 dl mælk

1 spsk. skyr

Frisk frugt mv. som topping

image

Bland gryn, frø, bær, vaniljesukker, kokosmælk og mælk sammen i en skål. Dæk skålen med film og sæt den i køleskabet natten over. Om morgenen røres grøden med skyr og toppes med fx frugt, kokosmel og frysetørret hindbær.

 

Fastelavnsboller med hjemmelavet vaniljecreme

image

Endelig er det tid til fastelavnsboller! Denne opskrift er muligvis den bedste opskrift på klassiske fastelavnsboller med creme – men jeg er nok ikke helt objektiv i min vurdering, for det er min søde mors opskrift og dermed de fastelavnsboller, jeg er opvokset med, så de ER naturligvis de bedste:-)

Jeg synes, de smager bedst med en almindelig hvid glasur. Hvis der skal lidt ekstra pynt på, er det rigtig fint med frysetørrede hindbær på den hvide glasur.

Ca. 20 fastelavnsboller:

Bolledej:

2 dl mælk

50 g gær

500 g mel

200 g smør

1 æg

2 spsk. sukker

1 tsk. salt

+ 1 æg til pensling

Creme: (alternativt kan man bruge et 1/2 brev pulvercreme, som jo også smager godt)

3 dl mælk

2 æg

50 g sukker

1 vaniljestang

2 spsk. Maizena

Start med dejen. Gæren smuldres i en skål og sukkeret hældes over. Mælken lunes og hældes over gær og sukker. Rør rundt til gæren er opløst. Smelt smøret, lad den køle lidt af og tilsæt den. Kom dernæst sukker, æg og salt i og rør rundt. Til slut æltes melet i dejen til den er smidig, og den sættes til hævning en halv times tid.

Mens dejen hæver laves cremen. Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret. Pisk æg, 2 dl mælk, sukker og vanilje sammen i en gryde over jævn varme. Bland Maizena med 1 dl mælk og hæld også det i gryden. Bliv ved med at piske til cremen bliver tyk – vær tålmodig og husk at varmen ikke må blive for høj. Hæld dernæst cremen i en skål og lad den køle af.

Rul dejen ud, så der bliver ca. 20 firkanter. Kom lidt creme på hver firkant og fold alle fire hjørne ind mod midten, og luk bollen godt. Bollerne sættes med samlingen nedad på en bageplade med bagepapir. Lad bollerne hæve til dobbelt størrelse, hvorefter de pensles med æg og bages ved 175 grader varmluft i 12-15 min.

Pynt bollerne med glasur. De bør spises lune.

Tip: Fordel lidt revet chokolade eller marcipan over cremen inden bollen lukkes.

Køleskabsgrød med chiafrø

image

Køleskabsgrød lyder måske lidt underligt, men jeg vil anbefale at prøve det – jeg er vild med det! Køleskabsgrød går i al sin enkelthed ud på at gryn og mælk røres sammen i en skål om aftenen, dækkes med film og sættes i køleskabet, og vupti, næste morgen er morgenmaden straks klar.

1 portion

1 dl havregryn

1 spsk. chiafrø (fås fx i matas eller helsekostbutikker)

1/2 tsk. vaniljesukker

2 dl mælk

1 spsk. bær efter eget valg, friske eller optøede (jeg brugte blåbær og solbær)

Evt. topping som kommes på inden servering, fx nødder, mandler, mysli, frugt

Rør alle ingredienserne sammen i en skål, dæk den med film og sæt den i køleskabet. I løbet af natten suger gryn og frø mælken til sig. Næste morgen røres grøden igennem med en ske og toppes evt. med mandler eller lignende.

Tip: rør grøden med 1-2 spsk. skyr og lidt flydende honning inden servering…det gør den dejlig sød og cremet og top så med din yndlingsfrugt.