Ovnfritter med sesam og chili

image

Hjemmelavede ovnbagte fritter som tilbehør til burgere og lignende er altid lækkert! Her har de fået et lille twist.

Tilbehør til 2 personer:

3 bagekartofler

2 spsk. olie

1 tsk. havsalt

1/2 tsk tørrede chiliflager (eller efter smag og behag)

1 spsk. sesamfrø

1 spsk. nigellafrø

 

Skrub kartoflerne og skær dem til pommes frittes. Lad dem evt. trække nogle timer i en skål med vand, hvis der er tid og dup dem derefter med et rent viskestykke. Vend dem herefter med olie, havsalt, chiliflager, sesamfrø og nigellafrø. Fordel fritterne på en bageplade med bagepapir og bag dem sprøde i ovnen ved 200 grader i ca. 40min. (afhængig af tykkelsen).

Jødekager forklædt som Rudolf

image

Jeg har været så heldig at få tilsendt en masse skønne julekager fra Karen Volf. I dag forvandlede jeg med god inspiration fra Pinterest nogle jødekager til små søde udgaver af Rudolf. Nogle gange må det gerne være lidt nemt, og når kagerne er købt i stedet for hjemmebagt, er det lidt hurtigere lige at pynte dem fint. Man kan selvfølgelige også selv bage en portion småkager.

30 Rudolfkager:

30 jødekager

50 g mørk chokolade

30 røde chokoladeknapper

 

Smelt chokoladen over vandbad. Kom den smeltede chokolade i en sprøjtepose og klip et meget lille hul. Pynt kagerne med gevir og øjne og sæt chokoladeknappen fast med smeltet chokolade.

Grov grød med kokosmælk og passionsfrugt

image

Jeg siger det lige igen… Jeg er vild med grød. Her i en ny version med kokosmælk, dejlig mættende!

1 portion:

1 dl 5 gryns blanding, grovvalsede

1 dl kokosmælk

1 dl vand

1 nip salt

 

Topping:

1 spsk. skyr

1/2 passionsfrugt

evt. blåbær og kokosflager

 

Kog grynene med kokosmælk og vand til en passende konsistens. Tilsæt lidt salt. Lad grøden køle en smule af og top den med skyr samt saft og kerner fra passionsfrugten.

Muffins med chunky chokoladestykker

image

De her muffins har fulgt mig hele livet! Jeg har spist dem masser af gange som barn, og sidenhen har jeg selv bagt dem utallige gange og endda delt ud af opskriften her og der. Nu kommer den endelig også på bloggen. Opskriften ser ikke nødvendigvis ud af noget særligt, men der er altså noget særligt godt ved disse muffins!

Muffins, ca. 10 stk.

125 g blødt smør

200 g sukker

125 g mel

3 æg

100 g mørk chokolade, hakket i grove stykker

Pisk sukker og smør. Tilsæt et æg ad gangen og herefter mel. Vend chokoladestykkerne i dejen. Fordel dejen i muffinsforme og bag kagerne 15-20 min ved 175 gr. varmluft.

Græskarboller

image

I weekenden bager jeg meget ofte boller til morgenmad. Det er så nemt, når dejen blot kan stå i køleskabet natten over, og vupti, så er der i løbet af ingen tid friskbagt brød om morgenen. I anledningen af efteråret blev det i weekenden til græskarboller.

8-10 græskarboller

25 g gær

8 dl lunkent vand

3 dl fintrevet hokaidogræskar (uden skræl og kerner)

1 spsk. groft salt

2 dl fuldkornsmel

1 dl rugmel

7 dl hvedemel

Pynt: græskarkerner

 

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt og finrevet græskar. Rør melet i og bliv gerne ved med at røre nogle minutter. Sæt film over skålen med dej og sæt dejen i køleskabet natten over. Næste morgen sættes dejen som boller med to skeer på en bageplade med bagepapir. Bag bollerne i ovnen ved 220 grader i 20-25 minutter.

image

 

Græskarkage med appelsinglasur og hvid chokolade

image

Forleden kom min søster forbi i mit nye hjem for at spise kage. I anledningen af efteråret blev det en græskarkage.

1 græskarkage (en sandkageform/lille rugbrødsform)

2 æg

2 dl sukker

3 dl fintrevet hokaidogræskar uden skræl og kerner

1 dl olie

1/4 tsk salt

1/4 tsk vaniljesukker

1/4 tsk kardemomme

1/2 tsk kanel

1 1/2 tsk bagepulver

2 dl mel

 

Topping:

ca. 2 dl flormelis

frisk appelsinsaft

50 g hvid chokolade

 

Pisk æg og sukker grundigt sammen. Bland de øvrige ingredienser i og hæld dejen i en sandkageform med bagepapir. Bag kagen ved 175 grader varmluft i 35-40 min.

Bland formelis og appelsinsaft til glasuren får en passende konsistens, gerne forholdsvis tyk. Riv chokoladen i spåner, ved at presse den skarpe side af en kniv vandret hen over chokoladen, så der dannes fine spåner.

Når kagen er kølet af fordeles glasuren over kagen, og der pyntes med hvide chokoladespåner. Kagen holder sig flere dage i køleskabet.

Tip: En dobbeltportion passer til en lille bradepande/ildfast fad.

 

Bananmysli med kakao

image

Yoghurt med mysli! Det er bare noget af det bedste. Her kommer endnu en myslivariant, for det kan man aldrig få nok af. Bananen virker sødende, så der ikke skal bruges så meget honning. Find andre opskrifter på mysli her og her og sandelig også her.

Bananmysli:

1 moden banan

4 dl havregryn

1 dl kokosmel

1 dl hørfrø

1 spsk. kakao

1 tsk. vaniljesukker

1 spsk. honning

Mos bananen og bland den med de øvrige ingredienser. Bag myslien ved 160 grader i ca 15-20 min til den er sprød og lækker. Rør jævnligt i myslien og hold hele tiden øje med den, pludselig er den færdig.

 

Chokoladekage med creme og blåbær

image

Hip hip hurraaaaa, i dag fylder Madfryd 2 år! Det skal fejres med en opskrift på denne kage. Tak fordi I læser med!

Chokoladekage med creme og blåbær:

150 g smør

3 æg

350 g sukker

100 g mel

75 g kakao

2 tsk. vaniljesukker

1/4 tsk. salt

 

Creme:

1 1/2 dl piskefløde

1 spsk. flormelis

2 tsk. vaniljesukker

1 1/2 dl creme fraiche

1 stor håndfulde optøede blåbær (de er røde indeni i mods. til de fleste friske).

 

Topping:

150 g friske blåbær

Evt. lidt skovsyre

image

 

Smelt smøret til kagen og lad det køle af. Pisk æg og sukker luftigt. Bland mel, kakao, vaniljesukker og salt og rør det i dejen. Rør til sidst det afkølede, smeltede smør i dejen. Fordel dejen i en rund springform. Bag kagen ved 160 grader i 30-40 min. Lad den køle af inden den pyntes.

Pisk fløden til skum og pisk flormelis og vaniljesukker i. Mos de optøede blåbær og vend dem i fløden sammen med creme fraiche. Pynt kagen med creme og put friske blåbær på toppen.

Æble/kanelsnegle

image

I weekenden havde jeg gæster til morgenmad både lørdag og søndag, og vi spiste bl.a. disse æble/kanelsnegle. Æblet giver sneglene et lille efterårstwist.

Ca. 12 kanelsnegle:

Dej:

50 g smør

2,5 dl mælk

25 g gær

2 spsk. sukker

1 nip salt

1 tsk. kardemomme

400 g hvedemel

Fyld:

75 g smør

1 dl sukker

1 spsk. kanel

1 stort syrligt æble

Varm mælk og smør i en gryde til smøret er smeltet. Kom det i en skål og lad det herefter køle af til det er lunkent og opløs så gæren heri. Tilsæt sukker, salt og kardemomme. Bland mel i dejen, lidt af gangen. Ælt dejen smidig og sæt den til hævning i ca. 45 min. Pisk imens smør og kanel sammen til fyldet og riv æblet.

Efter hævningen rulles dejen ud i en firkant på ca. 20*30 cm. Smør fyldet ud på dejen og fordel det revne æble herover og rul dejen sammen. Skær ca. 12 snegle. Tryk dem let flade og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve 30-45 min.

Bag dem ved 200 grader varmluft i 8-10 min. Når sneglene er kølet lidt af kan de evt. pyntes med hvid glasur.

Tærte med rodfrugter og bacon

image

Weekenden bød på efterår – både ifølge kalenderen og ifølge vejrudsigten. Derfor fik jeg lyst til at lave efterårsmad søndag aften. Det blev til denne tærte, som med fordel kan serveres med en sprød, grøn salat og friskbagt brød.

1 tærte

Tærtedej:

60 g fuldkornsmel

120 g hvedemel

1/2 tsk groft salt

70 g blødt smør

2 spsk vand

 

Fyld:

1 stort løg

1 stor rødbede

2 store gulerødder

150 g bacon i tern

frisk timian

3 æg

1/4 l kaffefløde (eller anden fløde)

salt og peber

 

Bland ingredienserne til dejen med fingrene til det bliver en ensartet dej – den må gerne være klistret. Tryk dejen direkte ud i tærteformen.

Skær løget i tern og svits dem på en pande i lidt olie til løgene er blanke. Steg baconen sprød (på en pande eller i ovnen). Skræl rodfrugterne og snit dem i papirtynde skiver, meget gerne på et mandolinjern. Fordel løg, rodfrugter, bacon og frisk timian på tærtebunden. Pisk æg, fløde, salt og peber sammen og hældt det over fyldet. Bag tærten ved 175 grader varmluft i 35-40 min. Pynt evt. tærten med lidt frisk timian og skovsyre.

image