Rocky road

image

Forleden var jeg inviteret til middag hos min søster, og jeg lavede derfor disse såkaldte “Rocky road” som en værtindegave. Jeg måtte skynde mig at pakke dem ind for ikke straks at spise for mange af dem, for de er ret gode!

Rocky road:

225 g mørk chokolade

60 g mandler

60 g små skumfiduser (eller store skumfiduser klippet i små stykker)

image

Rist mandlerne på en varm pande og hak dem herefter groft. Smelt halvdelen af chokoladen i en skål over et vandbad, tag herefter skålen af og tilsæt resten af chokoladen og lad den smelte i den varme chokolade. Vend skumfiduser og mandler i chokoladen og fordel den i en form (ca. 15*15 cm) med bagepapir. Stil chokoladen i køleskabet nogle timer og skær den herefter i passende størrelser.

Æble/pære-marmelade

image    image

Jeg var så heldig at få nogle lækre æbler af en sød elev i min 1. klasse, så de er, sammen med nogle pærer, blevet forvandlet til æble/pære-marmelade. Jeg har tilsat lidt frisk ingefær til marmeladen, så den ikke er så sød. Den smager selvfølgelig dejligt på brød men er også lækker på toppen af morgengrød eller skyr. Der blev 2 glas marmelade af denne opskrift (+ lidt ekstra).

Ca. 2 glas æble/pære-marmelade:

1/2 kg æbler

1/2 kg pærer

450 g sukker

image1 tsk. friskrevet ingefær

1 tsk. flydende konserveringsmiddel

Skræl og udkern æbler og pærer og skær dem i grove tern. Kog frugten med sukker og ingefær i en gryde med låg i ca. 20 min. Tag låget af og kog videre ca. 15 min til ønsket konsistens -brug evt en stavblender let til sidst. Tag gryden af varmen og tilsæt konserveringsmiddel. Hæld marmeladen på skoldede glas og sæt straks låg på.

Knasende sprødt knækbrød af havregrød

image

Jeg synes, det er rigtig dejligt, når man kan lave mad, der smager fantastisk, selvom det har været det nemmeste i verden at lave! Sådan er det med disse knækbrød. De er sprøde, sunde og lækre, og så er de lavet af…..ja af grød! Jeg har lavet en enkel grød og prøvede mig frem, ved at drysse havsalt på den ene halvdel og kanelsukker på den anden halvdel, og begge dele var et hit! Men alle mulige former for drys kan jo afprøves. Jeg synes knækbrødet smagte bedst samme dag, det var bagt, så bag ikke for store portioner.

En bradepande (eller lidt mindre):

2 dl havregryn

4 dl vand

2 spsk. hørfrø

1 knivspids salt

Havsalt

Kanelsukker

 

Kog en grød af gryn, vand, hørfrø og lidt salt. Fordel herefter grøden på en bageplade med bagepapir – smør det meget tyndt ud, så bliver det lækkert og sprødt, når det bages. Drys den ene halvdel med havsalt og den anden halvdel med kanelsukker. Sæt pladen i ovnen ved 175 gr. varmluft i ca. 45 minutter – hold øje undervejs, det skal være sprødt! Bræk knækbrødet i stykker.

 

 

Gulerodspuré

image

Hvis man som jeg ikke er den store fan af sovs, er det lækkert at spise puré som tilbehør til maden. Denne gulerodspuré smager dejligt til fisk og kød, og den er også lækker som en dip til grøntsager.

Puré til 2-3 personer:image

3 mellemstore gulerødder

1 pastinak

2 spsk. vand (gerne kogevandet)

1 spsk. citronsaft

1 fed presset hvidløg

1 tsk. friskrevet ingefær

2 tsk. smør (kan udelades)

Salt og peber

Skræl rodfrugterne og skær dem i mindre stykker. Kog dem møre i en gryde (gem lidt af kogevandet). Blend alle ingredienserne til den ønskede konsistens, tilsæt evt. mere vand og smag til med salt og peber. Nyd gulerodspuréen varm eller kold.

Efterårssalat

image

Denne efterårssalat serverer jeg for min veninde i aften. Jeg har tænkt mig, at servere kylling og hjemmebagt brød til. Når jeg laver en salat, tænker jeg over, at den skal have nogle flotte farver og se indbydende ud – ud over at den naturligvis skal smage godt:-) Jeg synes ofte, det ser fint ud, når salaten serveres på et fad i stedet for i en skål.

Salat som tilbehør til 2-3 pers.image

2 store håndfulde frisk, sprød spinat

1 rødbede

2 pærer (fx Clara Frijs)

1 lille håndfuld ristede, hakkede mandler

1 lille håndfuld rosiner

1 spsk. citronsaft

1 spsk. olivenolie

Salt og peber

Skyl spinaten og fordel den på et fad. Skræl og snit rødbeden i meget tynde skiver. Skær pærerne i både. Fordel rødbedeskiverne og herefter pærerne over spinaten. Rør en dressing sammen af citronsaft, olie, salt og peber og hæld den over salaten. Drys til sidst mandler og rosiner på toppen.

image

Morgengrød med rabarberkompot og skyr

image

Grød til morgenmad er bare en rigtig dejlig start på dagen. Denne opskrift smager næsten som en lækker dessert lige fra morgenstunden – uden at være for sød på grund af syren fra rabarberne. Nyd den med en god kop the.

1 portion:

Rabarberkompot:

50 g rabarber

20 g sukker

 

Grød:

1 dl havregryn

2 dl vand

1 nip salt

 

Tilbehør:

2 tsk. ristede, hakkede mandler

1 spsk skyr

 

Bland rabarber og sukker i en lille ildfast skål og sæt den i ovnen ved 200 gr. i 20 min. Lad rabarberkompotten køle af (lav den evt. dagen før, så er den klar til næste morgen). Jeg foretrækker at kompotten er forholdsvis syrlig, men tilsæt mere sukker, hvis den skal være sødere.

Kog havregryn, vand og salt til den ønskede konsistens. Server med skyr, rabarberkompot og mandler på toppen.

Tip: Lav en stor portion rabarberkompot så der er nok til flere dage – eller flere portioner.

 

image

 

Morgengrød med kanel og lakrids

image

Jeg elsker weekendmorgener, hvor der er god tid til morgenmad! Måske lyder det lige lidt for friskt med lakrids fra morgenstunden, men det smager altså virkelig godt på denne grød, hvor man blot får en lille, skøn eftersmag af lakrids. Grød er så nemt at lave, og det mætter fantastisk godt.

1 portion:

1 dl havregryn

2 dl vand

1 nip salt

2 tsk. rosiner

2 tsk. ristede, hakkede mandler

1/4 æble i små tern

Lakridspulver

Stødt kanel

image

Kog havregryn, vand og salt til den ønskede konsistens. Rør herefter rosiner, hakkede mandler samt æbletern i grøden (tag evt. lidt fra til pynt). Server med kanel og lakridspulver på toppen.

Tip: Prøv at lave grøden med forskellige former for gryn, fx en 5-gryns blanding. Grøden er også lækker med andre slag frugt, fx appelsin.

Hot suppe med rodfrugter

image

Nu er det efterår og tid til suppe! Dette er min absolut favoritsuppe, og jeg har lavet den virkelig mange gange. Man føler sig dejlig sund og varm, når man har spist den. Tilbehøret kan varieres i det uendelige efter smag og behag. Jeg har valgt rugbrødscroutoner, mandler og græskarkerner i denne opskrift, men suppen er også lækker med tilbehør som kylling eller rejer.

Til fire personer

Suppeingredienser:

1-2 spsk. rød karrypasta

1 spsk. olie

1 stort, hakket løg

1 spsk. revet ingefær

1 udkernet, skrællet æble i tern

750 g. gulerødder, persillerødder og pastinakker

1 liter grøntsagsbouillon

salt og peber

Rugbrødscroutoner og tilbehør:

2 skiver rugbrød skåret i tern

olie

groft salt

oregano

3-4 spsk. mandler og græskarkerner

Svits karrypastaen i olien og tilsæt herefter løg, ingefær og æble og rist yderligere et par minutter. Tilsæt herefter rodfrugterne og svits dem et øjeblik inden bouillonen hældes ved. Kog retten  til alt er mørt, og blend med en stavblender direkte i gryden. Smag suppen til.

Imens suppen koger:

Tænd ovnen på 200 gr. Vend rugbrødsternene i olie samt salt og oregano efter smag og fordel dem herefter på en bageplade med bagepapir. Gør også plads til mandler og græskarkerner på bagepapiret. Rist det hele i ovnen i ca. 10-15 minutter – hold øje undervejs.

Server suppen rygende varm med rugbrødscroutoner, mandler og græskarkerner på toppen.

Risret med kylling og chorizo

image

Denne krydrede risret er en såkaldt jambalaya. Der findes mange opskrifter på jambalaya, men her et bud på en god variant. Jeg lavede den en fredag aften, hvor min søster kom på besøg til fredagshygge, og den var et hit!

Opskriften passer til 4 personer.

Ingredienser:

Olie til stegning

350 g kyllingefillet skåret i små stykker

150 g chorizopølse med jalapeno, skåret i tykke skiver (fx den økologiske fra Aalbæk)

1 stort, hakket løg

1 stor rød, grofthakket peberfrugt

1,5 spsk. groft hakket jalapenos fra glas

2 fed presset hvidløg

1/2 tsk. cayennepeber

1 laubærblad

Salt og peber

1 dåse hakkede, flåede tomater

5-6 dl hønsebouillon

300 g løse fuldkornsris

Fremgangsmåde:

Varm olien i en gryde og steg kylling og chorizopølsen, krydr med salt og peber. Tag kødet op af gryden. Svits nu peberfugt, løg, hvidløg, jalapenos samt krydderierne. Tilsæt ris og tomater samt det meste af bouillonen. Lad risen koge ca. 35 minutter (ved fuldkornsris) og tilsæt kylling og chorizopølse. Lad retten simre til risen er kogt færdig og tilsæt evt. mere bouillon undervejs.

Kan serveres med brød eller en lækker salat.

Tip: Tilsæt evt. bladselleri (en jambalaya bør indeholde bladselleri, men jeg har valgt det fra i denne opskrift)

Kernesundt knækbrød

image

Her er en opskrift på knasende sprødt, kernesundt knækbrød. Knækbrødet indeholder masser af sundt fedt pga. olien og de mange kerner, men det bør nok spises i små mængder:-)Jeg synes, det egner sig perfekt som en lille snack i løbet af dagen eller som en lille appetitvækker inden en middag. Jeg har bagt en neutral udgave, som kan spises med alt, det er fx lækkert med syltetøj eller honning. Jeg har også bagt varianter med smag i form af havsalt og nigellafrø, der smager skønt med fx smør, hummus eller pesto.

image

Ingredienser

30 g græskarkerner

30 g. solsikkefrø

30 g. sesamfrø

30 g. havregryn

50 g. hørfrø

30 g. fuldkornshvedemel

70 g. hvedemel

1/2 tsk. salt

1 dl vand

1/2 dl smagsneutral olie

Evt. krydderier eller kerner til ekstra smag og pynt (fx nigellafrø, havsalt, rosmarin, kommen)

Fremgangsmåde:

Bland kerner, gryn og mel. Tilsæt salt og bagepulver og dernæst vand og olie og rør ingredienserne sammen med en ske.

Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, således at den passer med størrelsen på en bageplade.

image

Drys evt. knækbrødet med krydderier eller kerner og rul dem lidt ned i dejen med kagerullen (ellers drysser de af efter bagningen).

Skær knækbrødet i den størrelse du ønsker – det gøres nemt med en pizzaskærer eller en skarp kniv.

Bag knækbrødet 15-20 minutter ved 175 gr. Det skal tage en smule farve.